New England 2017
Fotografi og tekst Nis Peter Nissen og Åse Bonde
		On the rainy road again Det var som at være med i endnu en amerikansk film. En af de mange, man ikke husker navnet på, men genkender billederne fra. Gaderne med de kæmpe store hvide, blå og grønne trævillaer med veltrimmede græsplæner og Stars-&-Stripes hængende fra de overdækkede verandaer. Lygtepælene med de ikke koordinerede ledninger på kryds og tværs hængende over den gule School-Bus, der tålmodigt venter på filmens barndomskarakter. Sommervillaerne langs den øde strand, hvor hovedrollens ensomhed bliver lige så lang som øjet rækker langs horisonten. Lyse, levende og klare billeder fra den gang USA var førende og alt det nye og spændendes moder. Forskellen er blot, at nu ved vi hvad filmen hedder - Manchester by the Sea. Åse og Nis eventyrrejse 2017 startede i Boston med en overnatning på Lakeside Inn et kvarters kørsel fra Logan International Airport og med en morgenmadsbuffet der hverken smagte af noget eller tog sig ud for at være det. Serveret i papkrus, på paptallerkener, med plastknive og ditto gafler af en så ringe kvalitet at det var nemmere at spise papbrødet og industrirørægget med fingrene. Men derfra gik det bedre, langs kysten forbi Manchester by the Sea, der var mindre og mere undseelig end filmtitlen antyder. En lille, næsten dødstille by ved kysten med en havn uden liv, en hovedgade uden mennesker og ingen synlige tegn på at ville udnytte den verdenskendte filmtitel til noget som helst. Den bare lå der, byen, på vejen til Glouchester med sit Cape Ann Breweriy, og videre til Rockport med sin fortids kunst og berømte Clam Chowder.
Cool and sunny Portland Op ad formiddagen begyndte det at regne. Først lidt drypperi her og der, siden stille og silende, så vi var glade for at kunne nyde vejen gennem rigmandskvarterer med kæmpevillaer og parkstore haver direkte til private strande med egen bådebro, og bagved, længere væk de mere ydmyge kvarterer, hvor husene var mindre, bilerne større og Stars-&-Stripes stoltere. Endemålet for dagsturen var Portland, Maine. En fortids fiske- og havneby, nu en hipstermoderne mindre storby med artacademy, mikrobreweries og levende havnefront med restauranter, barer og byliv. Selvom der produceres vin i Maine med egen Maine Wine Trail er årets smagning helliget lokale øl. På førstedagen var det handcrafted Ipa, som vi smagte i varmen fra en dejlig eftermiddagssol ved havnefronten med udsigt til en næsten havblikstille bugt og lyden af ternernes skrig. Øllene er lavet af det lokale Shipyard Brewery, der ligger i Newbury Street tæt ved havnen. Vi smagte to versioner af IPA - den originale gyldne Island Time IPA, der smagte godt og bittert af humle og den lideledes bitre, men mørkere og stærkere Monkye Fist IPA.
		Act global – bye local Junk food er der rigeligt af, især i USA. Prangende, billigt og storskrydende uden hverken smag, næring eller omtanke for andet end bundlinjen. Men USA er også de lækre, sunde og indbydende fødevarer serveret med økologisk omtanke og fornemmelse for længslen efter kvalitet. Whole Food supermarkedskæden er et behageligt gensyn og kilde til Åse og Nis’ klassiske gør-det-næsten-selv-frokost med salat, ost, brød, frugt og masser af lokalt producerede, plukkede og økologiske blåbær indtaget i haven ved Cellardoors vingård i Lincolnville, Maine med udsigt til vinmarker og bjerge i det fjerne. Efter en afslappet solskins formiddag i downtown Portland gik turen videre nordpå langs Maines kystlinje og ind i landet til Cellardoor Winery, der ligger ca. fem kilometer fra kysten på Youngtown Road i Lincolnville, Maine, med et fokuseret udbyd af hvide og røde amerikanske vine lavet på druer ”importeret” fra Californien, Oregon, Washington og New York State. Ikke rigtigt noget at skrive hjem om, men en flot tur og fantastisk udsigt. Mens vi stille og roligt cruisede på automatpilot ud af Highway 295 North fra Portlands storby og dens rige forstæder til rural Maine blev der længere og længere mellem husene, som lige så ubemærket skiftede form fra rigmandsvillaer til landejendomme, ofte i dårlig stand med en mindre bilkirkegård i baghaven og typisk amerikansk ”barn” til andet skrammel. Landskabet ændrede sig også, fra de beboede kystklipper ved Rockport og de flade kystenge og klitter ved North Hampton til bakker og skove indimellem med små afgrænsede græsmarker nær træhusene. Hvis ikke det havde været for løvtræerne, kunne man tro at man kørte rundt i Sverige.
Coastline Maine and Lobster in Bar Harbor PÅ andendagen sent om eftermiddagen landed vi i Bar Harbor. En lille turistflække smukt beliggende på Mount Desert Island i det norddøstlige hjørne af USA tæt ved grænsen til Canada. Næsten som et varsel brød solen frem kort tid efter ankomsten til Anne´s White Columns Inn, der er et hyggeligt og blomsternuttet B&B i en ombygget kirke i downtown Bar Habor, og solen skinnede på både Åse, fjorden og de fotogene klassiske både i havnen. Efter en kort slendretur langs hovedgadens fristende butikker, var dagens oplevelse første-gangs-lobster-middag på Stewmanns Lobster Pound, en molerestaurant med udsigt ud over fjorden. En lidt dyr men god oplevelse hjulpet på vej af sen aftensol i ansigtet, udsigt udover fjorden og en venlig og hjælpsom servitrice, der guidede lobsternovicerne sikkert gennem kunsten at spise en hummer uden at blive til grin. Det lykkedes næsten og uden at nogle af de andre gæster bemærkede vores amatøragtige og nysgerrige tilgang til den populære Mainespise. En anden af dagens oplevelser var den fortsatte lokale ølsmagning, der denne aften bragte os lidt vestpå til Long Trail Brewery i Vermont – Limpo IPA - en klassisk ravgylden amerikansk IPA med bittersmag af humle og enebær og en lang og kraftig eftersmag. Den bedste IPA, vi har smagt indtil videre. Senere på aften smagte vi en Fisherman’s IPA fra Cape Ann Brewery i Glouchester, MA. En enkelt brungylden IPA med en behagelig, let bitter smag af humle. Frisk og ligetil, men ikke overraskende.
		Ecofriendly Hiking Søndagen, den tredje hele dag, startede tidligt ved 7-tiden med en løbetur rundt i Bar Habor, der også på dette tidspunkt var overraskende fuld af morgenliv af hundeluftere, pensionister, kærestefolk, motionister og dem, der ikke holder helligdagen i hu, men er på vej til arbejde i byens caféer og restauranter for at betjene alle os, det gør. Søndagen var også første dag med vandring. Acadia National Park ligger på Desert Island og er et dejligt vandrested, med flere gratis buslinjer rundt i parken, så de miljøbevidste gæster kan lade bilen stå og spare kloden for lidt CO2-udslip, når nu Mr. President ”over here” ikke rigtig vil. Godt initiativ og dejligt ikke at skulle lede efter lovlig parkering og tænke på at vende om for at nå tilbage til bilen i tide.
Climbing on the edge Dagens første vandretur gik fra Bubble Pond ad Cadillac West Face Trail til toppen af Mt. Cadillac. En kort tur målt i miles – 1,4 mile – men krævende, hård og anstrengende. Det tog næsten 2 timer før vi våde af sved, men ved godt humør, nåede toppen 1530 feet over havet. Det meste af tiden gik det meget stejl op ad. Vi klatrede flere steder på klipper med de bare næver og den fantastiske udsigt udover Eagle Lake bag os og flere hundrede meter nede. Men det var også sine steder farligt især fordi der løb vand ned ad klipperne, så de blev både våde og glatte. Andre vandrere har af samme grund advaret om den rute, men det fandt vi først ud af, da vi efterlæste beretninger og vandrehistorier om den berygtede trail.
		On top of Mt. Cadillac Men da vi nåede toppen i live, svedige, tørstige og stolte var 360 graders udsigten en belønning, som vi delte med hundredvis af andre turister, der havde kørt i bil til toppen. Men bevidstheden om at VI havde nærmest klatret hele vejen fra Bubble Pond og op gjorde udsigten en lille smule bedre, syntes vi selv. Se Åses video fra toppen af Mt. Cadillac
The sound of nature Efter toppen af Mt. Cadillac fortsatte vandringen ned Gorge Path, der var alt andet end en sti. Det var igen klippe-klatring og denne gang stejl ned indtil A. Murray Young Path, der fortsatte ned næsten lige så stejlt gennem klipper og sten, men siden mere moderat gennem løvskov langs en bæk og til lyden af ukendte fuglestemmer. Vandrestien sneg sig gennem klippestykker, rødder, små vandløb og løse sten, så blikket var stift rettet mod jorden. Til gengæld var de øvrige sanser skarpe. Ørerne der lytter til fuglesang og skridtenes gang henover skovbund og klipper. Huden, der mærker varmen og sveden og den lette brise, der kølede og fik træernes blade til at hviske. Duften af grønt løv, skovbund og råd. Ren nydelse for krop og sjæl. Se videoen: Åse ved rislende bæk i Acadia National Park, Maine Dagens ølsmagning var så lokal som det kan blive – en IPA fra Atlantic Brewing Company fra Bar Harbor med det indbydende navn – New Guy Ipa – og som ifølge producenten ikke er helt så ”ny” men mere traditionel Indian Pale Ale i den amerikanske stil. Farven er gyldenbrun, smagen blød og bitter på en gang med en syrlig eftersmag, der passer godt til en lun aften med fuldmånebro henover Golf of Maine.
		Breakfast on the porch Hver morgen serveres der traditionel amerikansk morgenmad på den overdækkede veranda. Menuen består af frisk juice, tynd kaffe, et sød frugtyoghurt eller tilsvarende samt sukkerstegt brød, scones, pølse eller bacon og en æggeanretning eller tærte – et stykke fra den nærende og energirigtige tyske morgenmads tradition, vil holde os til hjemme. Det hele bliver serveret af en afro-amerikansk hustjener, der fungerer som den tjenende ånd, mens husets herre er beskæftiget andet sted. Et set-up, der leder tankerne hen på en fjern fortid et helt andet og sydligere sted i Amerika. En noget uvant situation for en skandinav, men måske kender – eller forstår – vi danskere ikke hverdagens race-segregation i USA.
Ocean view at Otter Cliff Lidt møre i musklerne efter gårsdagens klatretur op ad Mt. Cadillac var dagens vandring henlagt til den flade og lettere Ocean Path, der går fra Otter Point langs kysten til Sand Beach, der ifølge den oplysende informationstavle er et sjældent fænomen med sand skabt af sønderknuste muslingeskaller. Ocean Path løber langs Park Loop Road og er mere trafikeret især omkring de turistmæssige highlights og parkeringspladser. Men som oftest skal man blot få hundrede meter væk for næsten af have den storslåede udsigt for sig selv, og undervejs bliver man rigeligt belønnet med lyden af havets bølger og tågeklokkernes spil med bølgerne til advarsel om farlige skær, duften af saltvand, fyrretræer og vilde strandroser. Der yngler flere vandrefalke par i Acadia og vandrestier er ofte lukkede i ynglesæsonen. Vi var heldige at få et kort glimt af en vandrefalk, der roligt svævede henover klipperne med de karakteristiske spidse falkevinger og små hurtige vingeslag for at forsvinde ind i en kløft mellem klippevæggene. Dagens ølsmagning bragte os igen udenbys til Portland, hvor Peak Organic Brewery har fremstillet en frist lysebrun IPA, der dufter stærk og smager af humle med en tydelig bitter tone af citrus. Rigtig god IPA der hører til den bedre fjerdedel, vi har smagt indtil nu.
		Liberty was closed Efter et par herlige dage i Bar Habors trygge turisthyggeby drog vi vest på til ”the real and rustic rural America” i Maines bondeland ved Bethel, og som da vi kørte fra Portland og nordpå, oplevede vi også denne gang hvordan både landskab og topografi forandrede sig jo længere ud på landet vi kom. Der blev ikke blot længere mellem husene, bilerne tyndede også ud på landvejen. De fleste byer vi kom igennem var små flækker opstået omkring et vejkryds, en tankstation, en – eller rettere flere – kirker og i sjældne tilfælde en butik. Oftere var der et eller flere forladte huse med tilgroede haver der bogstaveligt voksede husene over taget. Liberty var sådan en mindre by, der på trods af navnet virkede nærmest forladt. Grunden til at vi kiggede nærmere på den fremfor de andre vi hastigt kørte forbi, var vores ølsmagningsprojekt, der havde fået os på færten af Liberty Craft Brewing, der gør det i ”handcraftet beer”. Men desværre var der lukket, da vi kom, og ikke et øje at se i miles omkreds, så den smagning må vi have til gode til en anden gang. Da vi ankom til Bethel henad eftermiddagen skyndte vi os i vandretøjet og drog afsted til en lille let vandretur på Mount Will Walking Trail. En ”easy” tur på godt 3 miles op til en fantastisk udsigt ud over Maines skove, der strakte siog så langt øjet rakte i alle retninger. Pulsen kom op og sveden frem af den ”lette” vandrestis kraftige stigninger, så på hjemvejen stoppede vi ved Sunday River Brewing Company, hvor vi smagte en Mountain Mamma IPA. En flot brun IPA med en god og blød smag af bitter humle. Lidt for svag efter Nis’ mening, men i følge Åse lige til pas. Selve bryggeriet var både en bar og restaurant og ganske velbesøgt, så parkeringspladsen så ud som om den havde tømt vejene for biler. Gæsterne var lokale, familier med børn, venner og veninder, truckere og mortorcykelfans med langt hår og skæg, solbriller, jeans, boots og læderveste. Stemningen var afslappet og god, og tjenerne – kun kvinder – var venlige og snaksagelige, og af de korte brudstykker af samtaler vi kunne høre fra vores bord, kendte de flere af gæsterne. Det virkede som en meget autentisk stykke hverdags USA, så vi blev og spiste en velsmagende kyllingesalat og lidt mindre velsmagende vegetar Pizza til deling.
The Eyebow loop Dagens vandring gik til Grafton Notch State Park, der ligger en 20 minutters kørsel nord for Bethel, og Eyebrow Loop, en 2,2 mile anstrengende og svær rundtur, der et stykke af vejen følger The Appalachian Trail, der går fra det nordlige Maine til Georgia i syd, en strækning på mere end 2.000 miles. Turen op var hård, på sine steder vanskelig, så pulsen kom op og sveden sprang. Belønningen var igen en fantastisk udsigt udover dalen hundrede af meter nede. Nedturen var lige så svær, glat og anstrengende som opturen var hård. Stien gik langs et vandløb, der gjorde klipper, sten og rødder farligt glatte og nødvendiggjorde den fulde koncentration. På videon man ser hvordan J The Appalachian Trail er et projekt der startede som en idé hos en rigmand og naturelsker i 1920’erne. Bekymringen for den moderne og industrialiserede livsstil, der gjorde mennesker stressede og syge, blev imødegået af ønsket om sund og naturlig livsstil – tilbage til naturen som helende kraft. Et tankesæt, der også genfindes i Europa, både i en idealistisk udgave med vandrehjem og vegetarianisme, men også i en nationalkonservativ – og mere yderliggående retning, der sværmede for det naturlige og (race)rene kropsideal. Men mens det i Europa blev til undertrykkende og ødelæggende ideologi blev det i USA til privatiseret naturbevarelse. Dagens øl var fra Delawere, et stykke uden for vores ølturs geografi, men Dogfish Head er stadig ”east coast” og lidt mikro-agtig selvom bryggeriet beskæftiger flere end 250 personer. Vi smagte deres 60 minutes IPA – en let gylden og næsten klar IPA med en fin balanceret smag af bitter humle og surlig citrus. Klart en af de bedre IPA, vi har smagt endnu. Senere til laksen på hotellet smagte vi en Fryer’s Leap IPA fra Sebago Brewing Company i Portland. En lys og gylden IPA med en let, frisk og letbitter smag af humle med en anelse malt.
		Gas Station revisited Næstefter kirker er tankstationer det mest udbredte serviceerhverv langs de amerikanske landeveje. Som oftest repræsenteret ved store kæder med minisupermarkeder, tynd kaffe og donuts. Men nutidens USA byder også på mindre og selvstændige tankstationer, der ofte ligger dårligt placeret uden for byerne på kanten til den mørke skov og vilde natur. Øde og forladte ser de ud, næsten som var de en parafrase til Edward Hoppers berømte og ikoniske maleri – The Gas - der på uhyggelig vis varslede ”The end of the American Dream”. Denne virkelige tankstation ligger knapt 10 miles udenfor Bethel ved afkørslen mod Grafton Notch naturpark. Tankstationen er lukket. Ejeren opgav for fem år siden, fortæller han, og peger på benzinstanderens prisskilt, der stadig viser 4 dollars pr. gallon, det dobbelte af i dag. Et vidne om den økonomiske krise, der tvang ham ud af ”business” og med en amerikansk drøm om selvstændighed og frihed mindre.
The rest is history På byskiltet står der ”Welcome to historic Rumford Falls”. En gang et livligt handelsknudepunkt hvor Androscoggin flodens vandfald gav billig energi til savværk, papirmølle og anden industri, og rigdom til dem, der forstod at udnytte den. I dag endnu et eksempel på industrisamfundets deroute stadig med røg fra papirmøllens skorstene, men nu med en hovedgade hvor mere end halvdelen af gadens butikker flashede deres tomme butiksvinduer. Trist at være vidne til og måske en del af forklaringen på den politiske revolution, USA oplever i dag. Vi besøgte byen på en grå og regnvåd torsdag på jagt efter en stille og rolig vandretur langs de berømte vandfald. Det lokale turistcenter viste ikke synderlig interesse for vores vandreprojekt, hvilket skulle vise sig at være meget forståeligt. The Rumford Falls Trail var en kedelig tur gennem en uinteressant skov langs en højspændingsledning et stykke væk fra floden, hvor den eneste udsigt til vandfaldene var fra de to bilbroer over floden. Halvdelen af turen var endvidere langs hovedvejen, hvor store lastbiltog larmede forbi. Selvom vi var kaffetørstige havde vi ikke lyst til at prøve lykken på den nærliggende tankstation. I stedet kørte vi en omvej ad små veje med nydelige og velholdte huse og mindre landbrug med kornmarker, køer, høns og heste. En næsten skærende kontrast til industribyens tristesse.
		Small Town America Bethel er en lille smuk amerikanske by, der med sine 2½ tusinde indbyggere lever et fredeligt og roligt liv i bjergene mindre end en dagsrejse fra New Yorks hektiske metropol. Tiden synes sat i stå engang i første halvdel af det 20ende århundrede med velholdte hvide træhuse med veranda ud til Mainstreet, posthus, lokalhistorisk museum, golfhotel, antikforretninger og en kostskole kaldet Gould Academy, der ud over navnet tager sig fornemt ud med store halls og idrætsfaciliteter. Set udefra virker Bethel ægte og autentisk. Her bor mennesker, der handler i butikkerne, sætter penge i den lokale bank, spiser på den lokale familierestaurant eller hos The smooking good BBQ og glæder sig til den årlige Mollyockett byfest der altid holdes den 15. juli. Om dagen er her liv, kunder i det lokale supermarked, gæster på golfhotellet og rotarymøder, som i en hver anden amerikansk by med respekt for sig selv. Om natten bryder hornet fra det gennemkørende tog med skibscontainere stilheden som et spøgelse fra en anden tid, hvor The Grand Thrunk Railway fragtede gods og passagerer på kryds og tværs i New England og undervejs stoppede ved den nu nedlagte jernbanestation i Bethel. Small Town America anno 2017. Dagens øl var brygget af Geaghan Brothers Brewing Company i Bangor, Maine med det sigende navn Smiling Irish Bastaard American Pale Ale en gylden frisk øl med god og let bitter smag af humle og grapefrugt, men måske navnet er mere interessant end øllet.
Peace, love and Icecream Efter et par afslappede dage i det venlige, stille og fredelige Bethel begav vi os vest på henover White Mountains på vej til Burlington, der ligger ved Lake Champlain i det nordvestlige Vermont. Og igen skiftede landskabet karakter fra det skovrige og til tider øde Maine til det åbne landbrugsland i Vermont. På vejen gjorde vi holdt ved en af Vermont største succeser Ben & Jerry ’s der i egen selvforståelse startede som en passion for is i en nedlagt benzinstation i Burlington og siden blev til en øko-organic-fair-trade-save-the-world-climatefriendly-fighting-for-democracy multinational virksomhed, der sælger is overalt i verden – måske på nær i Rusland. Supersmart branding ville nogen måske mene, men der er også et bemærkelses- og anerkendelsesværdigt foretagende med en autenticitet og et commitment, man kunne ønske, at Arla Food, Danish Crown og mange andre danske fødevarevirksomheder ville blive inspireret af. Vel ankommet sidst på eftermiddagen tog vi ind til downtown Burlington for at fortsætte vores ølsmagningstour. Denne gang på The Magic Hats Brewing Company og Artifactory, hvor vi til lyden af live jazz, spillet af tre unge mænd med langt hår og hipsterskæg dels smagte en Blind Faith Ale, der er en mørkgylden IPA med en frisk smag af nyhøstet humle, dels en Low Key Session IPA, som var en klar gylden og frisk let bitter, alkoholsvag og lidt kedelig IPA. Rejsedagens oplevelser sluttede på American Flatbread, som er en meget populær pizza-restaurant, der laver rigtig god pizza af friske økologiske og lokalt producerede råvarer bagt i åben stenovn og serveret af venlige unge tjenere, der ser ud til at tro på firmaets budskab: ”And from this bread came good things”. Vi giver American Flatbread 6 hjerter for pizzaen, serveringen, atmosfæren i restauranten og den gode hensigt med håndværket. American Flatbread var også stedet for vores næste ølsmagning af T.L.A. IPA fra Zero Gravity Craft Brewery, der er firmaet bag restauranterne. En mørkgylden og uklar øl med en rund og fyldig smag af bitter humle med en anelse blomsteragtig eftersmag ifølge menukortets anprisninger, som det desværre ikke lykkedes hverken Nis eller Åse at smage.
		Farmers markets are good for everyone Burlington, Vermont, Bernie Sanders hjemby, vil rede verden. På byens hjemmeside står der trodsigt og nærmest med flammeskrift ”Climate change is real”, cyklisterne kører med cykelhjelm, byens gågade er røgfri og selv det mindste spisejoint har en mission, der er større end den bundlinje, der driver værket. Hver lørdag lægger byen rådhuspark til omegnens frontkæmpere, de lokale producenter af sunde, økologiske og bæredygtige produkter af en hver slags på Farmers’ Market. Friskbagt brød med lokale bær og urter bagt i CO2 neutrale ovne og serveret med økosmør fra glade, fritgående kør, oste med smag af egnes urter lavet på selvsamme kør, får eller geder og lagret så de smager af rigtig ost. Vildplukkede røde ribs og blåbær, solbær og stikkelsbær fra lokale haver, svampe fra skoven, most fra ukendte men lokale æblesorter og vin på druer, der kan tåle vinterkulden, og overlever i mikroklimaer ved Lake Champlains breder. Rodfrugter, grønne salater, tomater, kål og kartofler i alle farver. Honning i flere variationer, ahornsirup på glas af alle slags og nødder ristet i begge med eller uden kanel. Fårehotdog, glade grisekoteletter og lokale lam suppleret med vegetariske samosaer og bæredygtig BBQ. Andeæg kan købes direkte og gåseæg fås på bestilling, hvis man er til det. Kager og donuts med ahornsirup hører sig også til på et rigtigt farmers market ligesom cookies, brownies og kvalitets popkorn med smag for det lokale. Det hele serveret med håbet om en bedre verden for os alle. What’s not to like!
An afternoon at the lake Eftermiddagen blev brugt på shopping i de mange butikker med udsalg i Church Streets gågade efterfulgt af en kold lokal øl brygget på et nystartet mikrobryggeri ved havnefronten og nydt med udsigt udover søen i den sene eftermiddagssol. Foam Brewers leverede dels en lys, mild og frisk Spotless Mind IPA, der smagte af let bitter humle med noter af citrus. Den anden øl vi smagte var en lidt kraftige, men stadig lys i farven Lupi Fresh IPA, der havde mere karakter og smagte af mere humle. To gode IPA, der afgjort blev bedre af den gode stemning i baren og den fantastiske udsigt over søen.
		Local motion marathon on two wheels Dagens bedrift blev den klassiske distance - lidt over 42 km - på cykel i solskin langs Lake Champlain ad en velpræpareret og delvist asfalteret cykelsti lagt i sporet af en nu nedlagt jernbane, der engang transporterede varer og mennesker mellem Canada og USA. Solen skinnede, cyklerne var velsmurte og selvom det allerede tidligt på dagen var varmt gav den lette morgenbrise en behagelig kølighed på huden. Cykelturen startede i Burlington og kørte nordpå langs Waterfront med badestrande, lystbådehavne og parker med motionerende unge som gamle. Vi cyklede igennem forstadens villakvarterer med skyggefulde træer, egern, dobbeltcarporte, basketballkurve og nydelige velpassede forhaver. Efter godt 10 km kørte vi ud på en kunstig anlagt dæmning, ikke meget mere end 8-10 meter bred bygget af store hvide marmor klippestykker tværs henover søen til øen South Hero ca 7 km ude. En fantastiks tur med udsigt til søen på begge sider og de blå bjerge i horisonten næsten hele vejen rundt. På videon ses hvordan. Næsten på den anden side ved South Hero er der en gennemskæring i dæmningen, så både kan sejle igennem. Den lokale cykel NGO Local Motion, der står bag anlæggelsen og driften af cykelstien The Burlington Greenway Pike Path, organiserer på frivillig basis en færgeoverfart, der er specialdesignet til at fragte cyklerne over på den anden side. Genialt på sin egen amatøragtige entrepreneurship måde og meget amerikansk, at opgaven med at fremme og etablere infrastruktur for cyklisme drives af frivillige organisationer med velmenende ildsjæle. Vi tog en kort rundtur på South Hero gennem et smukt, bakket og venligt landskab med grønne græsmarker, æble- og bærplantager og hvide trægårde med Vermontlader, siloer og pyntelige forhaver med blomster. Meget idyllisk. På vej tilbage indtog vi vores deluxe frokost siddende på en marmorblok med benene dinglende ud over kanten og udsigt til søen og de blå bjerge i horisonten. Frokosten bestod af grovbagels, kalkunskinke, tomater og lokalt produceret Vermont gedeost, der smagte himmelsk.
The sound of Vermont night and early morning En times kørsel sydøst for Burlington ligger Waitsfield, en lille provinsby midt i det landlige og grønne Vermont. Åse havde booket et værelse på The Inn at the Round Barn i den mere venlige del af Green Mountains. Et romantisk ”hide away”, der bød os velkommen med tree-o-clock-tea og five-o-clock cheese, som bl.a. bestod af en Von Trapp ost lavet af efterkommere af den berømte familie fra Sound of Music. Det landlige Vermont har også sin egen lyd. Sent på aftenen satte vi os udenfor og lyttede til frøernes kvækken - endda flere forskellige - der blandede sig med cikader og en enkelt tidlig ugle. Vandets rislen i den lille bæk, som løber i haven, blev af og til afbrudt af en svag torden fra bjergene i det fjerne. Den stille nat var larmende. Næste morgen stod vi tidlig op ved sekstiden og satte os til rette i havestolene med ansigtet mod den opadstigende sol, som stille sneg sig op over bjergene i øst. Fuglene kvidrede lystigt, køerne brølede begejstret og vandet i bækken rislede stadigt og blandede sig med lyden af morgenmad der bliver lavet i køkkenet bag os. Oh hvilken herlig morgenstund J
		The quintessential of Vermont Vejrudsigten lovede byger op ad formiddagen, så dagens vandretur blev henlagt til de mindre biveje, hvoraf nogle var af grus. Vi havde på Google map set en mulig rundtur og fik af værten anbefalet den selv samme tur som ”the quintessential of Vermont countryside”. Det viste sig ikke at være helt forkert. Vi gik derudad blandt græsmarker med køer og heste, idylliske hvidmalede Vermont trægårde med svenskrøde ”barns”, velholdte haver med store plæner og staudebede fulde af farverige blomster og fritgående høns her og der. Turen gik på bjergsiden, med skoven op ad bjerget til højre og udsigten udover Mad River dalen til venstre. Længere væk lå The Green Mountains, der i horisonten blev mere og mere blå, jo længere væk de var, mens solen ihærdigt kæmpede sig vej igennem det vekslende skydække. Turen var fantastisk og blev med sine 10 miles en del længere end planlagt, men vi var heldige med vejret. Rigelig med sol og ikke en dråbe regn. Til gengæld væltede regnen ned få minutter efter vi kom tilbage til The Inn at the Round Barn og udviklede sig til et gedigent haglvejr, der fik Mad River til at vise tænder fortalte de lokale os senere på dagen, da vi i tørvejr kørte en tur til Warren Village. Sidst på eftermiddagen slappede vi derfo af på the porch med en kop five-a-clock tea og lidt bruschetta med skinke, kartofler og sød, stærk sennep til lyden af regndråber, der stille og vedvarende dryppede fra tagets udhæng.
On the road in Vermont Efter forkælelsen på The Inn at the Round Barn begav vi os på vej mod kysten med et enkelt stop på vejen i Manchester, Vermont, en ferieby midt i de grønne bjerge, der pga forårets og sommerens store regnmængder ifølge de lokale var grønnere end sædvanligt. Byen er mest kendt for sine factory outlets fra de store internationale brands som bl.a. Armani, New Balance, Polo og GAP, der ved nærmere eftersyn ikke var helt så tillokkende, som det kunne lyde. Vi så en del, men købte intet. Turen gik ad den smukke Highway 100 gennem Vermonts idyliske landbrugsland med den ene pittoreske small-town-America efter den anden alle skåret efter den samme læst med hvide træhuse, en eller flere kirker ved et vejkryds, ofte med et frivilligt brandkops og lidt sjældnere en butik af en slags. En berømt af slagens er The Vermont Country Store i Weston. En rustik købmandsforretning i en stor trælade i to etager, hvor man kan købe alt det nødvendige fra tøj til tallerkener, ahornsirup og kolde Cola Zero samt et kæmpe udvalg af lokale og importerede oste, cookies, chokolade og chutney, blåsyltetøj, marmelade, eteriske olier og salvie sæbe og tusindvis af andre vigtige varer. Butikken er en kliché på en amerikansk landsbybutik anno 1946 eller tidligere, men på en gennemført charmerende amerikansk måde, Vi smagte en del, men købte dog intet. Den næste dag tog vi tidligt afsted og kørte den lange vej fra The Green Mountains til kysten, fra det venlige og øde Vermont til det afslappede ferieliv på Cape Cod i Massachussett. En lang men behagelig biltur. Det er jo nemt at være bilturist i USA.
		Easy living at the Cape Cape Cod er et afslappet, rigt og easy-going ferieparadis for New Englands hvide over- og rigeste middelklasse. En stor kontrast til det fattige bondeland i Maine og de selvbevidste og økologiske bønder i Vermont. Vi ankom til Sandwich på kanten til Cape Cod om eftermiddagen og brugte den første halve dag til at kigge på byen og kysten samt spise på Fishermans View. Anden dagen brugte vi på en tur langs sydøstkysten. Foruden JFK museet i Hyannis besøgte vi Chatham, der er en af de utallige nydelige feriebyer med velhaversommerhuse, butikker med sommertøj, kunst og antikviteter, caféer med is, pizza og kaffe og selvfølgeligt et par kirker, en offentlig park med orkesterpavillion og skyggende træer. Attraktionen er stranden, fyrtårnet og de rolige sommerdage med den svalende brise fra Atlanterhavet. Orleans ligger en halv times kørsel længere op ad kysten og viste sig at have en fantastisk sandstrand Nauset Beach, der ligger bag klitterne og breder sig så langt øjet rækker i begge retninger. Vi kom sent på eftermiddagen og havde derfor gratis parkering og store dele af stranden for os selv – bortset fra de 2-3 sæler vi så helt tæt på, ikke mere end 10-15 meter fra strandkanten svømmede de stille og roligt rundt. (Faktisk kan man på billedet i højre hjørne se halen af en sæl, der dykker). Se vidoen: Åse på stranden i Cape Cod Vores ølsmagningsprojekt er løbet ind i vanskeligheder. Butikkerne sælger næsten udelukkende six-packs, hvilket er upraktisk, når vi vil smage mange forskellige. Men da vi havde købt sushi og havde lyst til en solnedgangsøl til vores aftensmadspicnic ved Cape Cod kanalen, købte vi en Anti-Hero IPA fra Revolution Brewery, der godt nok ligger i Chicago, men smagte helt fint endda. En brungylden IPA med letbitter og frisk smag af humle uden at gøre meget mere væsen af sig.
JFK I Hyannis, Cape Cod, Massachussett er der et lille John F. Kennedy museum, der med udgangspunkt i Kennedyfamiliens sommerresidens i Hyannis Port på sydøstkysten af Cape Cod fortæller en historie om ikonet JFK. I billeder, film og citater får man et indblik i en amerikansk overklassefamilies liv, idealer og politiske ambitioner. Hvis man ikke forstår hvorfor amerikanerne har valgt Donald Trump som præsident, skal man blot læse, se og høre de drømme, som JFK præsenterede amerikanere og verden for, da den kolde krig og truslen om nuklear udslettelse var virkelig. Vælgere stemmer ikke (kun) på baggrund af rationel statistik og gennemtænkte logiske overvejelser, men af drømme om noget bedre og større, om en fremtid, der er bedre end nu. Forskellen mellem John F., Kennedy og Donald Trump er, sat på spidsen, at JFK talte til vores drømme og vores håb om fred og mellemfolkelig forståelse (JFK var initiativtager til de amerikanske u-landsfrivillige), om retfærdighed og frihed, om mennesket på månen og det modernistiske fremskridt, mens Donald Trump taler til den amerikanke middel og arbejderklasse om en drøm om det USA, de engang kunne tro på og se sig selv som en del. Men mens JFKs drøm var politisk og derfor mulig, er Trumps drøm tom og urealistisk retorik. JFK og vi med ham troede fuldt og helt på det politiske projekt, mens Trump ikke har andet projekt end sig selv.
		Edward Hopper for real Er det virkeligheden, der efterligner kunsten, eller kunsten, der repræsenterer virkeligheden. Spørgsmålet lader sig ikke besvare entydigt, for det er både og, hvilket nogle få timer på Cape Cod er et godt eksempel på. Utallige er de billeder af Edward Hoppers huse, sejlbåde og fyrtårne, der dukker op i erindringen og maler det blik, der iagttager. Hopper malede, hvad han så, huse, mennesker, stemninger og de psykologiske dramaer, der udspillede sig for øjnene af ham. Vi ser de samme huse i dag, det samme lys og de samme farver, og vi opdager billedernes dramaer og psykologiske spil for vores øjne som var de virkelige. Virkelighedens Amerika og Cape Cod anno 2017 er ikke den samme som den virkelighed Edward Hopper malede i 1920’erne, men vi se den i dag med billederne af Edward Hopper i erindringen og oplever derfor en virkelighed farvet af Edward Hopper. Se fx dette billede af Edward Hopper
Whale watching I Det var Nis fødselsdag, som endnu en gang skulle fejres på rejse langt hjemmefra. Denne gang endda på havet. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var varmt allerede fra morgenstunden, og ikke en vind rørte sig. Atlanterhavet var næsten blik stille. Perfekt vejr til Whale Watching på Stellwagen Banke udfor Princetown på den yderste tip af Cape Cod. Princetown ligger godt 1½ times kørsel fra Sandwich og er en lille charmerende, levende og tolerent ferieby, hvor lebiske og bøsser slapper af på stranden, i byens natteliiv og hånd i hånd med på promenade i byens hovedgade. Der er dragshows, dykes og dramaquens, cabaret, café noir og coolness. Et åndehul langt fra den småtskårne og snarpede intolerence. Der er de sædvanlige sommerby butikker med feriejunk og souvenir. Men der er også gallerier med rigtig kunst lavet af rigtige kunstnere og ikke plagiatister. I sommervarmen en dejlig varm oplevelse, så vi blev også efter hvalturen og nøde et godt fiskemålrid på en bedre strandrestaurant
		Whale watching II Dagens højdepunkt var nu selve hvalturen. I strålende solskin, med et funklende blåt Atlanterhav og næsten ingen vind fik vi set 12 voksne pukkelhvaler, 1 unge, 3 finhvaler, et par vågehvaler, otte delfiner og en enkelt gråsæl, der hvilede sig fredeligt og uforstyrret af pukkelhvalernes prusten og plasken. Højdepunktet var da to store pukkelhvaler sprang op ad vandet og landede med et kæmpeplask 50-100 meter fra både. Det kom næsten ud af ingenting, så fotografen fik kun plasket med. Lidt ærgerligt for det er sjældent at se to pukkelhvaler, der springer samtidigt. Til gengæld fik vi på meget tæt hold oplevet en pukkelhval hun med unge, der legede og dykkede helt tæt ved båden. Se video af legende pukkelhvaler. På vejen tilbage så vi to finhvaler tæt ved kysten. Finhvaler er kæmpestore og kommer kun kort tid op til overfladen for at få luft, så fotografen var heller ikke på plads til at forevige synet, selvom han, som man ser på billedet ellers var godt placeret.
Boston here we come Mens Bostons byboere, at dømme ud fra længden af bilkøerne i den modsatte vejbane, drog mod sommerlandet på Cape Cod, drog vi nordpå mod metropolens skyline for at aflevere bilen og bruge de tre næste dage på byvandring og offentlig transport i Boston. Vi ankom til Harding House B&B ved middagstid og brugte den første halve dag til at vandre langs The freedom trail, der er en velafmærket 2½ mile lang vandretur, som bringer den nysgerrige vandrer til centrale bygninger og steder af historisk interesse. Navnet freedom henviser til den tidlige amerikanske frihedskrig mod de engelske imperialister. Men selv uden interesse for historie, er The Freedom Trail en vandretur værd. Den fører gennem dele af det centrale downtown, gamle kvarterer med ikonske bygninger, bygget i et 18. århundrede, og moderne skyyskrabere fra det 20’ende, forbi the Greenway, en grøn oase, der slanger sig gennem downtown og havnefronten og er etableret på initiativ fra John F. Kennedys mor Rose Fitzgerald Kennedy. Freedom Trail fortsætter gennem The North End med italienske butikker og restauranter, der ved spisetid viste sig at være dér hvor de lokale spiser, i hvertfald var køerne meterlange og ud på fortorvet, og frihedsvandringen slutter ved Bunker Hill monumentet i Charlestown. En dejlig lang og spændende vandretur med oplysende plancher og plakater under vejs.
		Saving Machachusetts Endnu en conceptrestaurantkæde, der ønsker at redde verden. I Clover restauranten nær Havard Square i Cambridge, Massaschusetts står skriften med store bogstaver på væggen. ”Spiser du på Clover er du med til at redde Massachusetts”. Det er virksomheden Clover Foodlab, der driver den CO2 neutrale madkæde, hvor alt er økologisk, produceret af lokale bønder og komposterbart – selv plastiktallerkener, plastikknive og –gafler og engangspapirservietterne. Portionerne er små, men velkomponerede og velsmagende, og der er ofte udsolgt af enkelte retter, tilbehør eller drikkevarer. Alt sammen for at undgå madspil. Og så er det moderne og high-tec. Man bestiller ikke vand eller danskvand, men H20 eller H20+CO2. Menuerne står på en kæmpe fladskærm, der foruden opskriften og prisen også fortæller hvor lang tid, der går før den bestilte mad er klar. Bestillingen modtages på en I-phone, selvom dem, der skal udføre den står få meter fra tjeneren. På væggene hænger lapper og noter fra den åbne og kreative udviklingsproces. Det mærkes at nogle af verdens mest anerkendte universiteter – MIT og Harvard –ligge rundt om hjørnet. Måske er det heller ikke tilfældigt at billedet minder en lidt om Edward Hoppers Nighthawks.
Walking Boston is awesome Fra Beacon Hill’s rigmandsnuttede kartoffelrækker med små eksklusive antikvitets- og designbutikker – bl.a. med muselmalede tekopper og Arne Jakobsen stole til priser i den absolut pæne ende – gennem Public Gardens blomsterflor og Chinatowns vietnamesiske Pho-restauranter, langs the Greenway fra South Station til North End, gik vi på kryds og tværs og nød Bostons afslappede og miljøbevidste søndagsatmosfære. The Greenway var fuldt af kreative, kunstneriske og inkluderende aktiviteter for børn og voksne, sorte og hvide og mennesker af alle slags Kom og vær med, lav dit eget musikinstrument og deltag i vores brassband-solskins-søndagsmarch. Vores søndagstur gik videre langs Boston Habor Walk der strækker sig fra det gamle skibsbyggerområde i Charlestown til kajerne i det sydlige Boston langs lystbådemarinaer, travle færgeterminaler med transport til Boston Bays mange øer, eksklusive havnefrontslejlighedskomplekser med egen marina og swimmingpool til folkelige hummerrestaurenter og fine fiskerestauranter med udsigt ud over havnen og den nedadgående sol. En fantastisk vandretur og turistattraktion, der undervejs blev krydret med oplysende plancher om havnens historie. Seks hjerter til The Boston Habor Walk ! The Greenway bød også på ølsmagning, hvor det meget lokale Trillium fra Point Fort i South Boston har lavet en pop-up bar. Efter at have vist bevis og foto-ID på at vi begge var over 21 (!), hvilket vi gjorde med stor og lidt smigret fornøjelse, smagte vi de to nok mest interessante øl. En Skimpy Sparrow Pale Ale, der var gulgylden, uklar og ufiltreret med en frisk smag af humle og tydelig tone af grapefrugt, hvilket vi har bemærket ofte skrives på smagsanprisningerne, men sjældent har kunnet identificere så tydeligt som i Trillium. Den anden var en Double Dry Hopped Melcher Street IPA, der var en lille smule mørkere, men stadig gul og gylden og en lidt kraftigere smag af humle og grapefrugt. Absolut nogle af de bedste øl, vi har smagt endnu.
		Sunset at Cambridge Bridge Vi bor i Cambridge, tæt på Harvard Square og 5 km ind til centrum, og tog T-linjen ind til byen. Derfra går vi rundt i Bostons forskellige kvarterer. Gade op og gade ned og oplever på tæt hold stemningen, ser arkitekturen forandre sig fra de nydeligste små engelskinspirerede murstensrækkehuse til kæmpe skyskrabere af glas og stål. Det er en oplevelse at gå, og der bliver vandret langt. I dag gik vi 26,17 km, da vi besluttede os for at gå med den nedgående sol i øjnene hele vejen hjem, kun med et enkelt pitstop undervejs på Cambridge Brewing Company, hvor vi efter lidt overtalelse fik et bord uden for, så vi i ro og mag kunne smage endnu to forskellige lokale øl. Det blev til en Easy Rider IPA, der var en mørkebrun og klar øl med en fyldig og skarp smag af mørk humle lavet delvist på rug, og en Tall Tale Pale Ale, der var en lysgylden og klar øl med frisk blød blomsteragtig smag.
You have nothing to be afraid of except drugs, alkohol and Donald Trump New England er hvid. På vores rejse gennem Maine, New Hampshire, Vermont og Massachusetts har det været tydeligt, at østkyststaternes befolkning primært består af hvide efterkommere af europæiske indvandrere. Og selvom Boston er en metropol med en mangfoldig befolkning af alle racer og religioner, er den først og fremmest en hvid anglosaksisk storby. Raceadskillelsen er markant og synlig uden at være hverken italesat eller offentligt bemærket. Underligt at opleve som - i egen selvforståelse - forholdsvis fordomsfri dansker. Og så alligevel er raceadskilleslen latent til stede i bevistheden, hvilket bla. er et underliggende tema i The Breeze Team Entertainmaints underholdende street performance. Med sætninger som ”This is the first time you will see a black guy running without a policeman chasing him” eller ”You don’t have to be afraid – we are only five black guys here today” spiller de racekortet sprogligt, kropsligt og musikalsk til stor moro for den forsamlede og hovedsageligt hvide tilskuerskare, der aktivt inviteres til at deltage og derved bliver medaktører til synliggørelsen af racestereotyperne. De gjorde kærligt grin med hvide, sorte, asiater, latinoer, stærke mænd og bedårende divaer. De eneste, der lades fri, er børn – af alle racer – ”because ”they are our future” – de fik tværtimod 20 Dollars for at melde sig frivilligt til at efterligne deres dans. Også seks hjerter til The Breeze Team.
		What to do on a rainy day in Boston … … er et meget godt spørgsmål, der blev påtrængende relevant på den sidste hele dag af vores New England Tour 2017. Silende heldagsregn i mængder, der gjorde udendørs sightseeing for slet ikke at tale om shopping helt umulig. Men ved hjælp af en google-søgning fik vi flere gode forslag fra forskellige troværdige kilder fx The Boston Globe, der foreslog at gå på museum – et meget stort et af slagsen. Det gjorde vi så og valgte Boston Museum of Fine Art, der har den fjerdestørste samling af kunst i USA. Vi tilbragte fire timer i tørvejr, men til gengæld hundefrøs vi, da museet, som stort set alle andre bygninger med offentlig adgang på nær the Subway, der er ulideligt varm, havde fuld blæs på airconditioneringen på en absolut minimal temperatur. Og det var ikke kun os to oldnordiske nordboere, der frøs. Stort set alle gæster var pakket ind i overtøj og halsterklæder. Mærkelig form for klima-adfærd i en by, der mener at menneskeskabt klimaforandring er virkelig. Museet var egentlig spændende, med kunst fra de tidlige ægyptere til contemporary artists. Men vi forregnede os på tiden og blev noget forundret da museet lukkede kl. 17, så vi fik kun set amerikanske kunstnere fra det 19. og 20. århundrede, der i blandt Edward Hopper’s Room in Brooklin (1932), hvor en hvid vase med blomster har en central placering, stærkt oplyst af et skarpt og nådesløst sollys, måske som et lyspunkt af håb i en ellers trist beskrivelse af ensomhed i depressionens USA. Måske er det et tilfælde, måske ikke, men få meter fra Hoppers masterpiece kunne man ud igennem det regnvåde vindue se en anden centralt placeret blomst, der lyser op.
New England Tour 2017 1.622 miles / 2.610 km