Vandretur på Korsika 2014
Fotograf Nis Peter Nissen og Åse Høstgaard Bonde
Dag 1: Calacuccia til Col de Vergio Ruby satte os af i den lille hyggelige og lidt søvnige bjerglandsby Calacuccucia. Her lagde vi ud med vandreturens længste rute, ca 18 km vandring jævnt opad fra Calacuccia, der ligger i ca. 400 meters højde til Col de Vergio godt 1.400 meter over havet.
		Bjergene i det centrale Korsika består af øde og forvredne klipper, tørre gevækster og stædige får, der går frit omkring med klokker om halsen og en enlig hund til at passe på dem. Vandrestien er hård med mange sten og klipper, men den var let at finde – for Åse – med orange pletter hist og her. For Nis, der er rød-grøn farveblind var det nærmest umuligt at skelne de orange pletter fra det grønne mos, blade eller græs.
Vi gik langs floden gennem kastanjeskove og pinjeskove, over klipper og floder med mange flotte udsigter til floden og bjergene på den anden side dalen. Undervejs var der tid til frokost og holde et lille hvil på toppen af en klippe med udsigt til den frodige dal langs floden. Udsigten blev også brugt til at spise den medbragte frokost – Arabisk tabule med mynte, tomater, groft brød, lidt pølse og en helt utroligt stærk lokal gedeost, der brændte så heftigt i munden, at der slet ikke var plads til også at nyde den fantastiske smag. Très fort, som damen i supermarkedet sagde, og hun havde så absolut helt uden overdrivelser ret – très fort.
		… og tid til svalende bade i de naturlige pools. Forfriskende kølig og behageligt hvile til de varme fødder. Resten af turen gik opad gennem nåletræer og skov indtil vi nåede Hostel Col de Vergio – et noget nedslidt og trist skisportshotel, der mest mindede om et Østeuropæisk lavstatus hotel. Men maden og udsigten fra den velbesøgte restaurant var god.
Dag 2: Rundtur fra Col de Vergio retur Tordenvejret lynede og buldrede henover Col de Vergio hele natten og vi frøs lidt under lagnerne og måtte søge ly i de tunge og tykke tæpper. Da vi stod op til den legendariske franske ikke-morgenmad – hvidt, hvidt franskbrød, smør, dåsemarmelade og en croissant til at mildne smagen af den kedelige kaffe – hang skyerne gråt og lavt i horisonten. Den første del af turen gik gennem tæt fyr- og birkeskov med mange spor af vildsvin, der havde pløjet skovbunden op på begge sider af stien. Efterhånden som vi kom højere op tyndede skoven ud. Birketræerne forsvandt og fyr- og gran tog over for til sidst i ca. 1800 meters højde at blive erstattet af lave buske og krat, der duftede kraftigt af porse, selvom vi er sikre på at det ikke var porse. Hvad det så var der duftede, ved vi ikke.
		Dagens tur var tænkt ad GR20 til Bergerie de Radule og videre rundt via Refuge de Mari Ciufuli, men vi måtte, da vinden tog til, opgive et par kilometer fra refugiet, da regnen, kulden og tågen gjorde det umuligt at se eller nyde turen. Vi kunne dog glæde os over at ”udstyret” var i orden. Både regn- og fodtøj holdt vand og vinden ude. På tilbagevejen gjorde vi stop ved Bergerie de Radule og fik en kop kaffe serveret af to midaldrende mænd som sad og ventede på de få vandrende gæster, der havde begivet sig ud i det dårlige vejr. Det var ikke mange, højst et par stykker i timen, så timelønnen var den dag ekstrem lav.
Dag 3: Col de Vergio til Evisa Stejlt ned ad gik det den tredje dag først på en anstrengende, stenet og stejl sti gennem fyrreskov med velvoksne fyrretræer af enorme stammer, der ser ud som om de kappes med klipperne om at nå toppen af bjergtinderne. Siden i mere jævnt fald mellem kæmpe kastanietræer og grisestier ved den lille bjergtagende landsby Ota.
		Vejret var først skyet, men tørt og efterhånden som vi bevægede os nedad blev det varmere og skyerne forsvandt for at give plads til sol og glimtvis blå himmel. Undervejs blev vi afbrudt af fantastiske scenerier fra klipper, der hang ud over kløfter med udsigt til trætoppe og blå bjerge i baggrunden.
Efter nogle timers vandring var vi fremme ved Evisa, der åbenbarede sig nærmest bogstaveligt for vores fødder. Fra udkanten af byen fandt vi en stille vej med udsigt velegnet til en hjemmelavet frokost af brød, pølse og tomat skyllet ned med rent og klart kildevand.
		Evisa viste sig at være en lille søvnig og meget fredelig landsby, der som de fleste korsikanske bjerglandsbyer smyger sig op ad bjergsiderne, så man fra den øverste ”etage” har et flot view udover byen for neden. Efter aftensmåltidet på hotellet gik vi i byen på jagt efter en café eller bar der serverede øl. Men byen var nærmest øde. Kun et par gamle herrer sad og røg og snakkede på gaden. I stedet nød vi den meget romantiske aftenstemning med det flotte lys og rosa farver af den nedgående sol i vest.
Dag 4: Fra Evisa til Porto Fjerdedagens vandring gik fra smukke Evisa og ned gennem den spektakulære Speluncakløft til havnebyen Porto på Korsikas Vestkyst. I løbet af natten var vejret klaret op. Fra morgenstunden skinnede solen fra en skyfri himmel og havde fra de første timer allerede brændt den foregående dags dis væk, så der udover byen åbenbarede sig en fantastisk udsigt. Det romantiske øjesyn fra aftenen forinden havde forandret sig til et helt klart blik på dagens endemål – det blå blå Middelhav for enden af vandreruten. Sikke en start på den næstsidste etape.
		Dagens tur går stejlt nedad til vi når bunden af floden ved den gamle Genovabro fra det 18. århundrede og tænker på at engang blev stierne og broerne brugt til livsnødvendig transport af varer op og nedad de samme vandrestier, som vi med let til moderat forhøjet puls betrådte i det 21. århundrede for sjov.
Vandreturen bød på den ene flotte og fantastiske udsigt ned gennem Speluncakløften efter den anden. Det var bare at nyde det J
		Medbragt frokost ved floden i det fri i skyggen af oliventræer er bare klassisk Nissenbonde, og gedeosten er udskiftet til en mere moderat af slagsen, men dog med god smag af … netop ged.
Fremme ved dagens destination i byen Porto med udsigt til den nedgående sols sidste stråler på de fantastiske røde bjerge Les Calanches i baggrunden.
		Dag 5: Fra Porto til Pianna Sidste dag med vandring gik fra Porto til Pianna langs kysten jævnt op ad dog uden dramatiske stigninger. Udsigten udover Portobugten var fantastisk med forvredne klipper, blå himmel med skyer indover bjergenes top og det blå, blå Middelhav som bund. En værdig afslutning på seks dejlige dage i de korsikanske bjerge.
Hotellet i Piana var en klasse bedre end de øvrige steder, vi havde overnattet, og udsigten over byen med Middelhavet og kysten på den anden side af bugten var så tillokkende, at vi valgte at blive på vores altan og nyde solen gå ned i stedet for at gå i byen.
		Piana er en lille stille og søvnig by med en gammel bykerne rundt om kirken. Gaderne er små og smalle og husene tydeligt mærket med tiden og udgjorde på deres egen måde en malerisk ramme om den kortvarige bytur.
På egen hånd I Ajaccio ventede vores lejede bil og herfra gik det ad smukke snoede bjerg(om)veje til byen Propriano, en hyggelig turist og provinsby på Korsicas sydlige vestkyst. Her nyder vi aftensmaden på hotel Bataccias restaurant, hvor maden bliver serveret ved poolkanten, mens vi nyder udsigten og aftensolens sidste stråler over byen og havet til akkompagnement af levende, let og søvnig jazz på sax.
		Foran vores værelse på Hotel Bartaccia, Propriano.
Bonifacio Første udflugtsmål var Bonifacio på den sydvestligste spids af Korsika med den gamle fæstningsby bogstaveligt bygget til kanten af klipperne. Vi valgte at gå den lange vandretur på toppen af klipperne langs Middelhavet og efter en forgæves dukkert, der ikke blev til noget pga. brandmænd i vandkanten, tilbage igen til turisterne i byen...
		… find Åse!
Corte Efter et par dejlige dage i Propriano gik turen nordpå op gennem det centrale Korsikas bjerge, hvor universitetsbyen Corte ligger. En by hvor fattigdom og forfald er synligt og til tider ligefrem smukt iscenesat.
		Balangakysten Fra de centrale bjergtoppe gik turen ned til kysten, hvor Middelhavent igen lod sig beskue via pittoreske udsigter. Endemålet for turen var L’ille de Rousse.
Calvi Citadellet i Calvi var en del af en heldagsudflugt, der også bød på slendren langs marinaen og osen i butikker, der mest solgte de samme turistvarer, som findes over alt på Korsika. Heldagsturen til Calvi bød også på en rigtig dejlig lang vandretur langs bugten til fyret for enden af Revalatta halvøen med udsigt undervejs til utallige små hyggelige badekroge, hvor vi til sidst tog velfortjent og svalende dukkert.
		Det kulinariske højdepunkt var uden tvivl den lille, upåagtede og meget lidt turistede U Casanu, som Åse havde fået anbefalet af en kollega som ”den lille grønne restaurant”. Vi fandt den ved et tilfælde og bestilte med udsigt til grillede sardiner og korsikansk lam straks bord til samme aften. Og hvilken oplevelse. Forret med grillede og tempurainspirerede grøntsager, til hovedret de grillede sardiner, der smagte himmelsk og en grillet lammekotelet, der smagte af makien. Uforglemmeligt og anbefalesværdigt, hvis man er på de kanter.
L´lle de Rousse er en ferieby, der bl.a. byder på en række gode badestrande, som vi med hjælp af Googlemaps sattelitfoto fandt ved at zoome helt ind på kystlinjen og vælge den strand, der så mest spændende og isoleret ud. Men ved selvsyn viste det sig (selvfølgelig) at rigtig mange andre også havde fundet vej til netop den strand. Det kunne dog ikke tage fornøjelsen ved det krystalklare vand, den varme sol og det afslappede strandliv fra os.
		Næste dag i Lille de Rousse valgte vi bystranden, der var betydeligt mere crowded, så vi lejede et par liggestole i 2. række og måtte kante os igennem flere inden vi nåede vandkanten.
	Korsikansk vin var en dejlig overraskelse. Der er mange lokale producenter der laver rigtig god vin på de lokale druer nielluccio (sangiovese) og sciacarello nogle gange blandet med syrah, grenache eller carignan. Korsika er også kendt for deres rosé, som vi nød flere gange til fisk. Her er vi på besøg hos Domaine Maestracci, der ligger ca. 11 km fra L’ille de Rousse. Vinen var dog lidt for sur og tanninholdig for vores smag. Men vi smagte mange andre gode vine. Den bedste fra Domaine Renucci – både rød og rosé, men også Domaine Saparale, Clos Culombu og Domaine Fiumiciculi laver god vin på de lokale druer. Korsikas største (og mest kendte) vinddistrikt er Patrimonio, der ligger Nordvest på øen. Vi besøgte Domaine Gentile og Domaine Orenga de Gaffory, der begge laver rød på 100% nieluccio, men ingen faldt rigtigt i vores smag.
			Korsika er en ø, der ligger i havet. Derfor spiser man mange fisk og skalddyr, noget vi nød til fulde at efterligne. På markedet i L’Ille de Rousse havde fiskehandleren stor fornøjelse af at vise Åse både hummer og sværdfisk.
Korsika bød også på mange lokale specialiteter. Ikke en by, en købmand eller et supermarked uden et righoldigt udvalg af lokale pølser, skinker, kager, marmelade, honning og fremfor alt oste. Rigtig mange forskellige gedeoste til stor glæde for Nis, mens Åse fik den største fornøjelse som interesseret men reserveret tilskuer.
			Bastia Sidste dag var hjemrejse – først med en flot køretur langs kysten, gennem vinmarkerne i Patrimonio og henover bjergpassene for til sidst at nyde nedkørslen til Bastia, der viste sig at være en ganske levende og foretagsom by, der bød på frokost ved havnen og shopping i centrum samt denne smukke udsigt udover den gamle havn fra kastellet. Turen til Korsika sluttede med kufferten fuld af minder om dejlige oplevelser i bjergene, fantastiske svømmeture i krystalklart Middelhav, spændende besøg i hyggelige småbyer og afslappende ferie på stranden. Og selvflgeligt med langt flere minder end disse foto vidner om J