Familien Nissen Bonde
  Manhattan oktober 2008
Fotograf
Nis Peter Nissen
Klik på billederne for at se en større version
 

 

New York - New York

Med et pænt finansielt tilskud fra SAS på 2.000 Euro - grundet forsinkelse på hjemrejse fra Nissen Bondes USA 2007 - gik turen i efteråret 2008 til New York, der med sin Manhattan Skyline kan tage pusten fra selv den mest metropolitiske københavner. Uanset hvilken liberal holdning man har til størrelsen på højhusene i Copenhagen - nuværende som kommende - er det svært som dansker ikke at blive imponeret.

Efterårsvejret gjorde nu også sit med en rigtig indian summer, hvor temperaturer om dagen kom godt op i midten af 20'erne og en fuldmåne, der tidligt om aftenen skinnede, som var den betalt af bystyrets marketingsafdeling. Hvem kan stå for New York i den belysning.

 

     

Time Square

Wauv - this is for real. Times Square i dagslys er et inferno af trafik, menneskemylder og larm med tårnhøje huse til alle sider og masser af se på i alle niveauer.

Åse, Anders og Anne brugte formiddagen til at bestige Empire State Buildings 102 etager, mens husfotografen pænt blev nedenfor med begge ben på jorden og nød en kop sådan-rimelig-ok-kaffe på Starbuck. Af andre ærke amerikanske byfænomener bød dagen på en herlig tag-selv-frokost i en af de mange Deli's, vi mødte på traveturen.

Eftermiddagen stod til gengæld på jordnær byvandring på gadeniveau langs Broadway med afstikkere nedad gaderne i de lave 50'ere, indtil vi sidst på eftermiddagen nåede den planlagt kajplads for Circle Lines sightseeing cruise ved Hudson River.

 

 
     
  Manhattan Skyline 2

Efter en noget varm og meget lang kø blev det vores tur til at gå om bord på Circle Lines 3-Hr. Full Island Cruise rundt om Manhattan i strålende solskin. Den første del af turen var spændende og gik syd om øen med Manhattan skyline (der var den igen) på bagbords side og alle de kendte - og ukendte for os - bygninger fik et par ord med på vejen. Selv Olafur Eliassons Waterfalls med sine fire store stilladsvandfald placeret mere eller mindre tilfældigt langs East River fik et par ord med på vejen, den næstsidste dag vandet fossede ned ad de imponerende, men vanskeligt tilgængelige - sådan mentalt forstået - installationer.

Efterhånden, som vi kom op ad East River og sejlede vestover klemt inde mellem Harlem til bagbords og Bronx til styrbord blev det lidt mere ordinært, selvom guiden pænt fortsatte den lærerige ordstrøm, som bla. oplyste om de uvirkelige summer The-Manhattan-Jetset må betale for deres lejligheder på østsiden af Central Park.

Og på trods af rigdom og skyskrabernes kamp om hver en kvadrat- og kubikmeter var det nu også sært at se, hvordan der langs bredden nord for Harlem stadig var områder, der så forfaldne og forladte ud.

 

     

Time Square by Night

Mørket havde sænket sig da vi atter ankom til kajpladsen ved 42nd. street og begav os østover langs 43rd street for at finde en god restaurant i teaterkvarteret. Og uden at vi havde fået den anbefalet fik vi den aften ugens bedste måltid i den lille franske gourmetrestaurant - Le Petit Un Deux Trois - der serverede os et veltilberedt måltid med god vin, dejlig kaffe, en himmelsk chokoladekage til dessert og en vært, der venligt interesserede sig for og konverserede gæsterne med stort og småt fra den New Yorkske hverdag - fx. om hvordan finanskrisen krassede og ruinerede hans pensionsinvesteringer. Ruineret blev vi ikke - men fik alt i alt inkl. drikkepenge en regning på 144 US $, hvilket var en rigtig god pris for et måltid af den kvalitet. Le Petit Un Deux Trois er hermed anbefalet.

På vejen tilbage til hotellet lyste Time Square op med sit imponerende lysinferno, der ganske enkelt gjorde blitzen overflødig.

 

 
     
  Hoboken

Søndagsbrunch hos familie i Hoboken. Det gamle skibsværftskvarter, hvor oceandamperne, der fragtede passagerer fra Europa til Amerika, lagde til i sin tid, er i dag forvandlet til et afslappet og fredeligt forstadskvarter på New Jersey siden af Hudson River kun 15 minutter fra Manhattan Midtown. En formiddagstur gennem bydelen, nedad hovedgaden Washington st. og langs The Waterfront (der i parantes bemærket også er titlen på bydelens mest berømte filmatisering med Marlon Brando i hovedrollen som den rå, men ægte og til sidst ærlige, dokworker Terry, der besejrer en korrupt og kriminel fagforeningsboss) gav endnu en fantastisk udsigt til Manhattans skyline i strålende solskin.

På vejen kom vi forbi et (andet) historisk sted - nemlig stedet, hvor en lille mindetavle kundgør at verdens første baseball kamp skulle være spillet mellem Knickerbocker Club og New York Nine i 1846, hvilket i følge analerne dog ikke skulle være helt korrekt. Uanset historiske unøjagtigheder ville Anders og fotografen gerne have overværet en ægte baseballkamp live, men desværre var begge NY hold slået ud af The World Series, så vi måtte nøjes med de utallige og langtrukne direkte TV-transmissioner, der var på næsten alle kanaler og kørte for fuld udblæsning i de fleste barer.

     

Signing Village

På vejen tilbage fra Hoboken stod vi af på Christopher st. og brugte søndag eftermiddag til at vandre Greenwich Village tynd i de hyggelige og levende gader, der med det afslappede byliv virker som en dejlig kontrast til Midtowns fasionable og stressede kontor- og indkøbsstrøg.

The Village bød endvidere på NY-turens første burger på Rare Bar & Grill på Bleecker st. nær hjørnet af Ave of the Americas. En hyggelig cafe-restaurant, hvor lokale "villagers" nød live eftermiddagsjazz, en let anretning - selv burgeren var lidt let - og et godt glas californisk Pinot Noir.  

 
     
  Midtown Skyline

Sådan - udsigten fra vores 25. sals hotellejlighed udover Manhattan Midtowns skyline i morgensolens spæde lys. Vi havde bestilt hotelværelse på Eastgate Tower Suite Hotel hjemmefra bl.a. på baggrund af gæstevurderingerne på hotels.com, hvor især beretningerne om de store værelser havde gjort indtryk. Men lidet vidste vi, at vi fik to kæmpe værelser, to badeværelser og et lille, men funktionelt køkken stillet til vores disposition i de otte dage, vi opholdt os i New York for en rimelig pris - især taget i betragtning, at der var rigeligt plads til os alle fire.

Tredje dagen blev dels brugt på Ellis Island, hvor USA's fantastiske indvandrerhistorie med få stilsikre virkemidler og effekter bliver illustreret på en uhyre autentisk facon. Dels på en vandring op gennem the financial district, forbi Ground Zero og Wall st., hvor TV-stationerne stod i kø for en hurtig udtalelse om et af finanskrisen paradokser på, hvad man kan kalde "Happy Monday", hvor aktiekurserne tog et hop opad som aldrig set før på en enkelt dag! Hjemturen gik hele vejen ad Church st og 6th. Av gennem Tribeca og Greenwiche Village til en lille japansk sushi restaurant på Greenwich Av. - Funayama - hvor menuen bl.a. stod på "all-you-can-eat-sushi", og hvor tjeneren pænt og høfligt foreslog at man startede forsigtigt, idet levninger kostede ekstra.

     

Central Park

Central Park er, som vi vidste fra utallige film, et dejligt åndehul midt på Manhattan. Dagens bytur bød derfor på vandring ad 5th. av. med besøg i bl.a. Rockefeller komplekset, Apples underjordiske I og Mac butik gennem Central Park, Strawberry Fields og Guggenheimer Museum, der bl.a. havde en spændende fotoudstillingen af The American Photograper Cathrine Opie.

Onsdag aften overværede vi en Gospelgudtjeneste i Abbyssinian Baptist Chruch of Harlem, og fik for det første den forunderlige oplevelse at stå af på 135 st. og pludselig være de eneste hvide i gadebilledet - ikke skræmmende, men bemærkelsesværdigt. For det andet oplevede vi den lidt underlige fornemmelse både at være tilskuere til og deltagere i en religiøs handling, hvor alle de udenlandske gæster på den ene side blev budt velkommen og præsenteret land for land til stor begejstring og klapsalver, på den anden side meget tydeligt bl.a. pga. hudfarven skilte os ud og var fremmede.

Efter gospelsang og guds gode ord stod den på New Yorks bedste burger i Big Nicks Burger and Pizza Joint, hvor vi fik brugerkvalitet for pengene - no doubt about that. Og selv på en simpel burger-joint viser det amerikanske klassehierarki sig med latinovandbærerne på nederste hylde og hvide/sorte tjenere til den finere service - lidt mærkeligt for ordinary velfærdsskandinavere. 

 
 
     
  Brooklyn Bridge

Torsdagen bød på en formiddagstur over Brooklyn Bridge med udsigt til the financial district of Manhattan og en slendretur gennem skuffende Chinatown - sammenlignet med Chinatown i San Francisco i hvert fald - Little Italy, der heller ikke er værd at skrive hjem om. Til gengæld var det spændende og interessant at vandre gennem Nolita og Sohos små og hyggelige gader med et væld af originale design- og modebutikker.

Fotograf: Åse Høstegaard Bonde

   

Moma

Et besøg på New York Museum of Modern Art er en oplevelse - ikke kun pga. kvaliteten af udstillingerne, men også fordi selve bygningerne er spændende. Efter at have set os mætte i moderne verdenskunst, klassisk impressionisme og Van Goghs nattehimmel var vi billed og kunstmætte og nød i stedet den afslappede og fredelige atmosfære i museets skulpturhave.

 
     
  Lunch at 53rd. st.

Fra Moma bygningerne er der på hver etage et "hul" ud til virkeligheden, hvor de besøgende kan beskue den virkelige verdens hverdagshed - fx. denne frokostrestaurant på 53rd st, hvor businessfolk tilsyneladende uforstyrret nyder frokostmåltidet på trods af trafikstøj og mylder fra de tusinder af turister og gæster, der besøger museet overfor.

Vores egen middag blev indtaget på en af New Yorks bedste vegetarrestauranter - Café Blossom - der serverer fint tilberedte og velsmagende vegetarretter i den ikke helt billige ende - anbefalelsesværdig indeed.

     

Drug Free Zone

Fredag var næstsidste dag og helliget shopping for pigerne, mens drengene tog på oplevelse i American Museum of Natural History, der var ligeså imponerende uoverskuelig, som forventet, med sine fantastiske panoramaopstillinger af alverdens dyreliv, hightec udstilling om Big Bang og educative fremstilling om menneskets oprindelse, hvor en række fremtrædende forskere stod frem og fortalte om hvorfor de tror på evolutionsteorien samtidig med at de tror på gud. For en oplyst og videnlystig dansker en noget besynderlig udstilling, men set i lyset af US bibelbæltes insistering på "intellegent design" teorierne uhyggelig relevant - desværre.  

På vejen erindredes vi om en af den virkelige verdens andre alvorlige sociale problemer, hvor skolebørn - selv i det rimeligt mondæne Upper West Manhattan - bures inde bag advarselshegn mod stoffer.

 
     
  Shopping

Sohos og Nolitas mange små butikker med designer og modetøj var rammen om fredag eftermiddags sidste shoppingrunde i New York, mens fotografen fandt sit projekt i butiksfacadernes fascinerende udtryk af farver, stil og produkter.

     

Green Village

 Udover designertøj , sko og hardcore musik faldt fotografen næsten tilfældigt over en spændende vinhandler i Soho - Astor Wines - hvor de bl.a. solgte Iron Horse sparkling wine fra en af de vingårde, vi besøgte i 2007. Iron Horse er bl.a. beskrevet som et "American Icon" på linje med I-pod, Coca Cola og Harvard og deres "Russian River Cuvée" blev i sin tid serveret for Paven i det Hvide Hus ... men med en anden etikette, da præsident W. Bush ikke ønskede at servere en vin hvor ordet "Russian" indgår!

 

 
     
  Design

Efter metropolitanshopping i New Yorks hippe mode- og designbutikker i Soho og Nolitakvarterne blev den sidste aften i The Big Apple fejret med en italiensk middag på Cafe Falai, der viste sig at være et populært og godt spisested. Da vi kom kl. 18:30 var der flere tjenere og latinovandbærere end gæster, så vi havde intet problem med at få et godt bord ved vinduet. En halv time senere var lokalet fyldt og nye gæster ventede på en plads. Menuen var solid italiensk med godt hjemmebagt brød og selvfølgeligt god italiensk vin, hvor vi nød en velsmagende Barbera d'Alba.

 

 

     

Yes, We Can

Den sidste dag stod Åse og fotografen tidligt op og løb en dejlig tur i Central Park sammen med de få andre morgenfriske løbere. Senere på formiddagen kom der flere løbere til og fyldte "runners lane", mens vi gjorde sidste udkaldsshopping i bl.a. Super Runners Shop.

Præsidentvalget satte sit tydelige præg på både TV-stationernes nyhedsflader og i bybilledet. Obama Barak dominerede og vi så mange frivillige supporters som her på Union Square til Farmers Market, hvor vi også købte økologisk brød og frugt til frokost. Specielt æblerne var interessant. I butikkerne dominerer sorterne red og golden delicious samt granny smith, der ser store og flotte ud, men som ikke smager af så forfærdeligt meget. På Farmers Market var der derimod mange flere spændende sorter, hvor vi smagte Jonathan (lille rødgult æble med fast hvidt kød og en dejlig frisk og syrlig smag), Red Rome, der som navnet antyder også er rødt og lidt mere syrlig i smagen, Macoun, som er rødgult med en blød, saftig og sød smag og McIntosh, der minder om Macoun båe af udseende og smag, men er lidt mere fast i kødet.

Og således mætte af indtryk for alle sanser sluttede familien Nissen Bondes New York tur oktober 2008.

 

 
     

Nissen Bonde  - Manhattan 2008

På Googlekortet forneden kan man finde de restauranter og cafér,
der er omtalt i teksten ovenfor
 

 
Vis stort kort