San Francisco:

Efter en forholdsvis udramatisk flyvetur med forsinkelse i Kastrup, hurtigløb igennem Heathrows terminal 3 og tre ud af fire mulige kufferter velankommet til SFO, viste San Francisco sig fra den gode, men kølige side. Masser af sol med temperaturer under 20º Celcius samt en kølig brise med let tåge, der  gjorde den første dag i SF til en rigtig tag-af-og-tag-på-dag. Havde det ikke været for de stejle gader, ville vi nok have frosset mere, end vi gjorde. Men turen op ad trapperne på Filbert Street gav for uden god motion denne udsigt udover Northern Beach og Russian Hill. 

Vi boede på Vintage Court på Bushstreet - et rigtigt godt hotel tæt ved alting, så da Anders rent bogstaveligt kun har det tøj han går og står i bød den første dag også på SF-shopping ved Union Square. Det blev til både Levis, sommerskjorter, T-shirts, nederdele og make-up til Anne, Åse og Nis, så Anders låner sig stadig frem.

Dagens vin var et godt glas Syrah fra Pepperwood Grove 2004 - kraftig og frugtig til en overkommelig pris af 8 US$ selvkøbt i en liquorstore på Bush St. Pepperwood kan iøvrigt købes i DK.

På billedet ser man Åse, San Franciscos skyline og søløverne - i hvert fald de søløver, der den dag dovent solede sig ved Pier 39. Søløverne lå pænt stille, så den største fotografiske udfordring var at få plads blandt de andre turister. Pier 39 er en turistkonstruktion - pæn, ren og rar men kunstig på den særlige Disney-plastic-facon, der ikke lader en i tvivl om, at det ikke er ægte. Hvad Pier 39 en gang oprindeligt var er nu forsvundet og omdannet til et lille effektivt indkøbs- og souvenircenter. Men udsigten er god nok.

Yuppier og hippier

Dagens byvandring førte os igennem de tjekkede, miljøbevidste og modesikre yuppiers San Francisco langs Hayes St. med dens farverige og skråsikre huse og små nichebutikker med kreativt børnelegetøj, skandinavisk design (en hel del ukendt for os) eller selvbevidst designertøj. Videre gik det ad Haight St., der engang, da far var barn, var hippiernes by med peace, love og fed musik. I dag er det en ufin blanding af hippiekliché, hardrockfetish og alternativ livstil. At dømme efter Anders og Annes tidsforbrug i musikbutikken Amoeba Music har Haight. St. dog stadig fingeren på musikpulsen.

Dagens frokost var self-made i bedste Nissenbonde stil med groft økologisk brød, ditto tomater, ost, humus frisk fra den lokale købmand med kølediskkold vand alt sammen nydt i Golden Gate Parken sammen med lokale familier, afrikansk tromme-komsammen og solskin samt en fin lille tur i den japanske thehave.

Eftermiddagens program var en tur i Exploratorium, som er en klon af Experimentariet i DK (eller måske er det omvendt). Spændende er det med enkelte glimt af interessant viden, som man ikke lige ved hvad man skal bruge til - f.eks. om at hjernen skaber farver af sort/hvide striber på en cirkelrund plade, der drejes rundt.

Aftensmåltidet gav problemer. Som det ofte sker gik vi fra det ene menukort til det andet uden hverken mål eller med og uden at kunne bestemme os. Men trængslerne førte os til sidst til en lokal indonesisk restaurant på Post st. -  Borobudur - der var al besværet værd. En ren perle med ualmindeligt velsmagende og velkrydrede retter, venlig betjening og meget fornuftige priser.

Døgnrytmen er ikke helt på plads endnu, men det giver sine stille stunder med tid til skriblerier og mulighed for at fange den tidlige morgensols leg med lyset på min smukke Åse.

Der er ikke fri WiFi på hotellet, men mulighed for at købe sig adgang via Paykiosks.net til ca. 10US$ pr. døgn. Lidt dyrt og underligt at hotellet ikke blot sætter udgifterne på værelsesprisen og så reklamerer med gratis trådløs internetadgang. Men vi købte adgang og gik på jagt efter Anders kuffert, der nu er helt væk i følge mylostbag.com.

The-Lost-Bag førte en anden slags jagt med sig - jagten på erstatningstøj til Anders. Dagen bød derfor på power shopping i butikker og stormagasiner ved Union Square. Sachs, Levis, Niketown og H&M og en mission completed bestående af t-shorts, shorts, sokker, underbukser og badebukser til at klare det mest almindelige.

For at skabe balance ovenpå forbrugsfikset blev eftermiddagen brugt til lidt finkultur på SF Museum of Modern Art. Et flot museum, der bød på få men gode malerier og installationer med fokus på lokalkunst fra Californien. Og for at sætte trumf på sluttede dagen med litterært indkøb i den berømte City Light Bookstore på Columbia Ave - en boghandel, der fuldt ud lever op til alle (gode) fordomme om et paradis for bogorme med bøger overalt fra gulv til loft og et venligt "Please take a seat and read a book" skilt, hvilket flere intellektuelt udseende gæster tydeligt benyttede sig af.

Dagens vin var en Castle Rock California Cuvée Pinot Noir fra 2005 til 10 US$ med en rund, fyldig og lidt sødlig smag af bær - god men måske lidt for kirsebæragtig.

Første dag på vores roadtrip langs Californiens Central Coast startede med en let tåge krybende ind fra Stillehavet, så vi de første mange mil måtte tænke os til kystviewene. Først da vi ankom til Santa Cruz oplevede vi for alvor den Californiske sommer, sol og surf.

Inden da tog vi et smut op i bjergene til Big Basin Redwood Statepark, hvor vi fik en dejlig vandretur på et par timer forbi 2000 år gamle og mere end 300 feet høje sequiafyr, små vandfald, bregner, vild kaprifolie og et utal af fuglestemmer. En dejlig oplevelse, som vi på nær en anden dansk familie havde for os selv.

På vejen tilbage til Santa Cruz stoppede vi i Boulder Creek for at handle i New Leaf supermarkedet, der alene sælger økologiske produkter. Dejligt for ganen og godt for miljøet.

Dagen begyndte tidligt med en times løbetur i godt tempo langs stranden og floden, der løber igennem Santa Cruz. Vejret var perfekt at løbe i - 15+ grader Celcius, ingen vind og en sol, der kæmpede med morgendisen. Senere på dagen vandt solen og skinnede fra en næsten skyfri himmel på de mange surfere, der tålmodigt ventede på den helt rigtige bølge at surfe på. Det lugtede lidt af 60'ernes og 70'ernes Surfing-USA - et indtryk der blev underbygget af de mange surfmodne mænd, hvis ungdom helt afgjort daterede sig til Californiens berømte årtier.

Vi fortsatte vores Road-trip ad Highway 1 South og gjorde på andendagen holdt for at bade ved en offentlig strand ved Moss Landing. Mellem 1'eren og stranden lå en kæmpe jordbærfarm, hvor mere eller mindre illegale immigrantarbejdere, bogstaveligt talt løb mellem jordbærrækkerne så langt øjet rakte. Stranden var flot og folkelig og Stillehavet koldt og voldsomt.

Den 4. juli blev fejret på Fishermanns Warf i Monterey med fyrværkeri og en ualmindelig god og stærk indisk middag på Indian Summer.

Monterey lever som mange af de andre legendariske byer langs Californiens westcoast på minderne af en tid, der for længst er forbi - Cannery Row, hvor sardindåseriet havde sin storhedstid i Steinbecks romaner, er en sådan erindring. Men modsat andre turistfælder har Monterey Bay Aquarium formået at forene fortidens synder - læs overfiskning - med nutidens økologiske trend - læs protecting our environment. Imponerende flot. Som tilgift tilbydes den samvittighedsfulde gæst en lille folder med gode råd til bæredygtige fisk (IMS - tidligere Grøn Information -har lavet en dansk version).

Fra Monterey gik turen sydover langs Highway 1 med fantastiske panoramudsigter udover Californiens smukkeste kyststrækning. Desværre generede tågen fra havet og vi fik kun i glimt set det betagende syn.

Men ved Big Sur lettede tågen og vi nød derfor udsigten og den medbragte frokost af groft brød, ost, dejlig salami, tomater, humus, friske oliven og koldt vand i fulde drag. Til gengæld blev vi endnu engang skuffede over kaffen på den nærliggende restaurant, hvis udsigt dog kunne tilgive mangen en tynd kop kaffe.

Dagens vinkøb var en god Syrah 2003 fra Silvestri Vineyards i Carmel Valley med en kraftig næsten fed smag af sorte solbær og syrahdruens karakteristiske krydrede undertoner. Godt køb til 15 US$ (nedsat fra 22).

Som dansker er det lidt af en oplevelse at besøge Solvang. Det ser dansk ud med rundetårn, bindingsværk, danske flag og gadenavne over det hele anno Hans-Christian-Andersen-time. Og så alligevel er man ikke i tvivl. Solvang er amerikansk og kunstig på den behagelige og servicemindede måde.

Udover at være amerikansk ligger Solvang også i hjertet af et af USA's bedste vindistrikter. Så dagen bød på en køretur i omegnen med vinmarker, vingårde og vinsmagning på Lincourt Vineyards nær Los Olivos. Vi smagte fem vine, hvor især deres Sauvignon Blanc Sant Ynes 2005 var god. Så den købte vi.

Statens brandvæsen havde booket alle ledige hotelværelser, fordi en stor skovbrand lidt nord for Solvang krævede logi til de tapre brandmænd. Vi kørte derfor videre til Santa Barbara, hvor det så var week-end-turisterne, der havde sat sig på alle ledige hotelværelser. Men vi fandt til sidst og lidt møre et lille billigt motel et par mil fra kysten og indlogerede os for natten alle fire i et lillebitte single room med two queenzise beds.

Vores fem dage roadtrip på Highway No. 1 er slut og bragte os på sidste dagen det sidste stykke til LA. Turen fra Santa Barbara er næsten en lang tur langs stranden med rigmandsvillaer, overfyldte public beaches og parkerede biler næsten hele vejen.

Undervejs har Highway 1 budt på et varieret og rigt indtryk af hvad Californien kan byde på - vild natur og stormfulde klippekyster, fantastiske udsigter med og uden tågedis, kedelige forstæder med trailerparks, mexikanske bykvarterer, mangesporede moterveje, jordbærmarker så langt øjet rækker, bløde frugtbare bakker med vinmarker, Santa Barbaras strandpromenader og Malibus rigmandskvarter. En stor oplevelse.

Dagens vin var en J.Lohr Wildflower, der er lavet på en forholdsvis sjælden drue - Valdiquie, som minder om Gamaydruen. Den var blød og sød og lidt marmeladeagtig i smagen.

Los Angeles is BIG. Fra Mulholland Drive og så langt øjet rækker i alle retninger. Fra Beverly Hills gatet security til East LA's spansktalende kvarterer. Fra Downtown's forretningspaladser til Hollywoods wonna-be-fames.

Vi frygtede trafikken, men blev positivt overrasket over hvor let den glider og hvor let, der er at finde rundt. Vi har booket os ind på et fint lille motel/hotel på Vine Street i centrum af Hollywood med the-four-mile-star-walk lige uden for hoteldøren og få timers kørsel til centrum eller stranden. Om eftermiddagen efter vi havde fundet hotellet. kørte vi derfor en rundtur langs Sunset Bvd, igennem Beverly Hills og langs bjergryggen ad Mulholland Drive med den fantastiske udsigt udover The Big Orange.

Downtown ligger en 7-8 mil fra vores hotel, så vi brugte søndagen til at køre tværs gennem LA's forretningskvarter med skyskrabere, arkitektoniske fantasterier og næsten mennesketomme gader og få lukkede butikker. Det var lidt Palle-alene-i-verden-like at gå rundt på de brede boulevarder blandt de høje bygninger.

Sent - der blev til meget sent pga myldretidstrafik ved stranden - på eftermiddagen kørte vi en tur til Venice Beach gennem East LA's etniske kvarterer. Et stop i et supermarked illustrerede "race-adskillelsen" i praksis, da vi var de eneste "caucacians" i et megastort indkøbscenter. På stranden var det mere folkeligt - dog uden the Upper-high.

Los Angeles Museum og Contemporary Art var lidt skuffende. To særudstillinger, hvor af den ene var minimal - altså kunstneren Richard Tuttle - og ganske tidstypisk selvoptaget af at udvide grænserne for Kunsten med det store K og gennemgående kedelig for alle os andre dødelige. Mere liv var der i en udstilling af sydamerikanske kunstnere, der sprudlede af farver, fantasi og fabulerende installationer.

Og da vi nu var lidt moderne. sluttede vi dagen af med at spise japansk sushi på Kabuki Restaurant - et hypemoderne insted på Vine St. nogle få hundrede meter fra hotellet. Fantastisk velsmagende og lidt af en oplevelse at betragte LA's Sushi-gang (svarende til DK's cafe-latte-generation.)

Se også The Big Illusion

Hollywood er hvad det er - en stor illusion. Og turen til Universal Studios bekræftede, at blandt mestrene i illusionens kunst er Hollywoods producere second to none. Kun et skarpt øje på øverste venstre kant afslører illusionen som en kulisse - et billede på selve Universal Studios eventpark med al det mest moderne i raffinerede underholdingsstunts fra Shrek i 4D til TerminatorArnold i playback med standins i røg, damp og hylende 3D effekter.

Fantastisk underholdende ...

Universal Studios tog en hel dag, og der var nok tilbage til at fylde endnu en dag. Men vi tog tilbage til Hollywood for at powershoppe det sidste til Anders reservekuffert og så lidt ekstra til Anne og Nis - et par grafiti Converse til Anne og til Nis en Fort Ross Pinot Noir 2004 til at gemme og en Bearboat Pinot Noir 2005 fra Russian River til 16 US$ til at drikke. Hvilket var en fornøjelse - en rigtig god Pinot Noir med en fin, frisk og  afbalanceret smag af brombær uden den yummiefylde, der ellers ofte præger Californiske Pinot Noir. Den bedste Pinot Noir vi har smagt over-here so fare.

On the road again

Den sidste dag i LA brugte Anders og Anne til at køre i djævelsk stejle rutchebaner i Six Flag Magic Mountain, mens Åse og Nis shoppede rundt i The Grove og Farmers Market. Her var vi ikke gået galt rent hudfarvemæsssigt. Udover de andre caucasiske turister var det især caucasiske husmødre, der købte ind i Grove.

Næste dag var vores første rigtigt lange tur - de næsten 500 miles til Grand Canyon. Vi var lidt spændte på hvordan det ville være, men det gik over al forventning. Med Mapquest som vejviser gik det derudad på freeway I15 og I40. Og med fire i bilen, er man sikret forkørselsret i egen lane gennem morgenens LA-trafikpropper, der strækker sig 10-20 miles fra downtown og ud. Så turen tog alt i alt inkl. diverse stop godt 8 timer, hvilket kun var ½ time mere end Mapquest havde estimeret turen til.

I40 er den moderne udgave af den klassiske Highway 66, som sine steder stadig ligger hen næsten med spøgelsesbyer og lost Cafés, der miner om Bagdad Café.

Grand Canyon

Grand Canyon er storslået i ordets egentlige betydning. Vi ankom sidst på eftermiddagen og tog, efter vi havde indlogeret os på Red Feather Lodge med to værelser og fire kæmpe kingsize beds, ned til The South Rim for at nyde solnedgangen ...

... og wauw. Vi gik en 5-6 km lang tur vestpå - og 5-6 km tilbage igen - langs kanten og oplevede hvordan lyset fra den nedgående sol langsomt forandrede de bare og barske klippesidder til farvestrålende kæmpeskulpturer i rødlige, lilla, blålige og gyldenorange nuancer, så langt øjet rakte vest- og østover.

Dagens vin supermarkedets "det bedste" - en Clos du Bois 2004 Zinfandel North Coast til 17 US$, der af en zinfandel at være var fin og afbalanceret i smagen med lidt blåbær og fin krydret ikke for kraftig eftersmag.

Dagens helte

Vi stod tidligt op for at vandre på South Kaibab Trail mens temperaturen stadig var nogenlunde tålelig - dvs. i slutningen af 20'erne og stigende nedad i kløften. Kaibab Trail går stejlt ned fra kanten - for stejlt for Nis' højdestræk, så han vendte om efter få hundrede meter. Anne, Anders og Åse fortsatte til Cedar Ridge og et stykke til, holdt som planlagt en kort spisepause, hvorefter det gik opad tilbage til kanten.

Det var en fantastisk oplevelse. I modsætning til kanten, hvor man er beskuer, bliver man jo længere man kom ned en del af den helt overvældende natur. Stort, farverigt og helt stille. Mens der er mange turister på kanten er der næsten ingen efterhånden som vi kom ned i kløften. Nedturen gik let, men opturen var hård og tog dobbelt så lang tid. I alt blev turen på tre timer, hvilket var mellem en og to timer hurtigere end trailguidens etsimater. Stolte var de tre seje Crand Canyon vandrere derfor. På billedet ses hvordan.

Indian Country

Fra Grand Canyon drog vi vest på - bogstaveligt og kulturelt talt - og begav os ad Highway 69 ind i Navajo Indian Reservation, hvor det føltes som om indianerne hvert øjeblik det kunne være ville angribe fra toppen af klipperne. Men det gør de ikke - slet ikke. Det fascinerende landskab med de velkendte røde klippeformationer er næsten blevet en western kliché og indianerne reduceret til souvenirsælgere langs highwayen, hvor de bor i trailere med bilvrag og anden ragelse som eneste havepynt.

Vi gjorde holdt i Tuba City, hvor det triste indtryk af det moderne indianerliv blev nuanceret med både McDonalds, Navajo Cultural Museum og Subway's lowfat diet sandwiches, som vi nød efter Grand Canyons lidt miserable kulinariske udfordringer.

Endemålet for dagens road-trip var Zion Natural Park i mormonernes stat Utah.

Zion Natural Park har været turens helt store positive overraskelse. Vi kom sent ved solnedgang, hvor solen farvede sandstensklipperne i røde og orange farver, mens himlens blå tonede ud i rødlilla. Og lige midt i al den storslåede natur lå vores hotel - Desert Pearl med svømmepøl til den ene side, rislende Virgin River til den anden og udgang til egen veranda, hvor vi kunne nyde den meget lune aften. Temperaturen kom ikke under  25º Celcius aften eller nat.

River hiking

Vi stod tidligt op næste morgen og begav os ind i Zion Canyons forunderlige verden, hvor den helt store oplevelse var river hiking ind i The Narrows, hvor eneste mulige vej frem er henover glatte sten og blød sandbund i Virgin Rivers stærke, kølige og svalende strøm - i bogstaveligste forstand - mens klippersiderne i det mest utrolige farverspil tårner sig hundredvis af meter lodret op.

Vi gik op ad floden en god times tid, men besluttede at vende næsen hjemefter The Desert Pearls svømmepøl og aircondition. Temperaturen havde nemlig i mellemtiden sneget sig op over 40º Celcius, hvilket er højt da Zion Canyon ligger næsten 1.500 meter over havets overflade.

Las Vegas

Øh ... hvad skal man mene om Las Vegas. Vi kom fra den storslåede natur i Zion National Park, Utah, hvor pænheden hersker og butikker har lukket om søndagen, til et dampende syndens mecca i 44º Celcius og et rent overflod af alt kunstigt lige fra mad til sex in the city -  ja selv drømmen om rigdom virker stresset og overgearet ved casinoernes tusindvis af spilleborde og enarmede tyveknægte. For os gav hazardspillet efter få forsøg ved den enarmede dog et pænt overskud på 0,5 $.

Vi boede på en af de store hotelfabrikker - Hollywood Planet Resort, hvor man føler sig som lille og ubetydelig, hvis ikke man spiller med på "It's-fantastic-legen". Renset for al Las-Vegas-glamouren er det blot et ordinært og lidt nedslidt hotel i middelklassen med en uvenlig og påtaget servicemindness. Vi brugte det meste af tiden til at gå rundt og glo i de kæmpemæssige hotelmalls og casinoer, der på hver deres måde er gennemført kunstige - ja selv luften er kunstig og parfumeret.

Dagens højdepunkt var Harry Potter and the order of the Phoenix og en rimelig god buffet i Luxor.

Badwater

Fra Las Vegas spillehelvede til Dødens Dal på under tre timer. Fra airconditioneringens kunstige kulde til Badwaters blæsende "hårtørrer", hvor temperaturen i følge bilens udendørsmålinger nåede rekordhøjder på over 50º C i skyggen. Utroligt og lidt skræmmende. Men vi havde fyldt bilen med vand og benzin, så vi kunne klare de næste par timer i ørkenens hede, hvis uheldet var ude.

Det var det ikke, og efter ørkenen kom Lone Pine. En by, som lever på renomeet af 50'ernes westerns, der blev optaget med for længst hedengangne superstjerner som John Wayne, Gregory Peck og Richard Widmark med Alabama Hills og Sierra Mountains som maleriske kulisser. Byen er idag et vindblæst hul med et supermarket, drugstore, moteller og en gourmet restaurant - Seasons - hvor vi fik en ualmindelig god middag med mørt Angussteak, Elk steak og et glas Fess Parker, Santa Barbara County Pinot Noir 2005, der udmærkede sig med en kraftig lidt krydret smag af brombær.

Yosemite

Yosemite National Park er enorm - både stor og flot. Vi kørte fra østsiden ind i parken gennem Tioga Passet i mere end 3.000 meters højde og havde en helt fantastisk udsigt udover Yosemite Valley, der lå halvanden times kørsel under os ad den hårnålsnoede vej gennem nationalparken.

Vi skulle helt igennem parken, for vores logi - Yosemite Bug - ligger godt en times kørsel vest for Yosemite Village, og viste sig i øvrigt at være en gammel Californisk Barn, der er ombygget til et noget faldefærdigt torums logi med køkken og bad. Der var lidt svensk ødegård over det, men egentlig ganske hyggeligt. Selve "buggen" er et slags hippievandrehjem, hvor unge og gamle hygger sig i cafeen om aftenen med god mad, gæsternes egen guitar-sing-a-song og gratis WiFi - alle selvfølgelig med MAC.

Dagens vin var fra Yosemite it-self - Butterfly Creek Cabernet Sauvignon 2005 til 13,50 $ og en lidt syrlig og flad vin med en tørret eftersmag.

Nevada Falls

Den første tur i Yosemite blev lang - og en smule mere anstrengende end planlagt. 13 km, hvoraf de 5,5 gik opad og en del af vejen endda stejlt opad, 6 km nedad - ikke helt så stejlt - og resten ligeud i rask tempo kan mærkes i bentøjet.

Men belønningen var stor i form af fantastiske panoramaudsigter, close-up-encounters med verdens femte længste vandfald - Nevada Falls - kølige og skyggefyldte skove, der lugtede af fyr, citron og skovbranden nogle mil i vindens retning og svalende og smaragdgrønne søer, hvor træer og klippeformationer spejlede sig. Alt i alt tog vandreturen seks timer.

Hjemme i laden lavede Åse den berømte Nissenbonde vegetarpasta med auberginer, rød peber, tomater, squash, løg og dagens krydderi, som kom fra Poul Newmans tomatosauce.

Den ene bjergtagende udsigt efter den anden. Turen fra Glaciers Point til Sentinal Dome over Taft Point bød på let vandretur ad skyggefyldte skovstier med små rislende bække, kæmpe fyrretræer og udsigter udover Yosemite Valley flere tusind meter ned.

I modsætning til selve Yosemite Valley mødte vi kun få andre gæster, så det føltes som om vi havde den kæmpemæssige skov for os selv. Kun farverige sommerfugle, nysgerrige marmot - se eget foto - og emsige squirrels fulgte vores færden.

Om aftenen hyggede vi os i Yosemite Bug's Café med kortspil og WiFi, mens de øvrige gæster tjekkede mails, lyttede til live country musik og gæstedidgeridoo eller berettede om dagens hike i Yosemites bjerge.

Det var overraskelsernes dag. Først alle de gode gaver, jeg fik på min fødselsdag. Dernæst den rute, vi havde valgt ud i det blå uden at kende til hverken området eller slutdestinationen. Det viste sig. at vi havde valgt The Gold Rute - Highway 49 - der kører igennem Sierrabjergenes "foot hills", hvor guldgraverne i sin tid søgte lykken.

I dag kører Highway 49 igennem et smukt, gyldent og bakket landskab fra den ene smalltown guldgraverby til den anden. F.eks. Angels Camp, som bl.a. er kendt fra Mark Twains jumping frog og hvor Anne på udgivelsesdagen derfor købte Harry Potter and the Deathly Hallows i Mark Twain centret. Sutter Creek er anden lilleby, hvor husene langs hovedgaden er fra slutningen af 18-tallet og tiden fra the-gold-rush derfor tydeligt fornemmes. Vi valgte at stoppe og indlogerede os på Shenandoah Inn, hvor vi fra svømmepølens kant havde udsigt udover de gyldne bakker. Om aftenen tog vi ind til byen og spiste fødsesdagsmiddag på en hyggelig lille restaurant - Susan's Place winebar and eatery - hvor maden og et glas af den lokale zinfandel smagte godt, mens betjeningen var venlig og snaksaglig, selvom vi ikke fik det, vi havde bestilt.

Udover guldet producerer The Gold Country også gyldne dråber. Området er rent vinmæssigt "upcomming" og producerer en række god lokale zinfandel. Vi brugte derfor formiddagen på at besøge et par wineries i Amador Country og smagte på gode, gamle og helt nye zinfandel. Første sted vi besøgte var Renwood, hvor vi smagte kraftige og krydrede zinfandel og købte en "new release" af Sierra Foothills 2004.  Anden vingård var økologisk. Sobon Estate, hvor vi bl.a. smagte to meget forskellige zinfandel fra to forskellige lokaliteter med få hundrede yards imellem. Betydningen af "terrior" blev således tydeligt anskueliggjort. Vi købte den ene - en Zinfandel Cougar Hill 2005, der var god med en kraftig og rund smag af bær og en lang krydret eftersmag.

Resten af dagen gik med at køre til den smukke, klare og kolde Lake Tahoe med de tusinder lodges, inns og restauranter. Vi valgte Three Peaks Resort and Beach Club få hundrede meter fra hotellets private strand, hvorfra Åse og Nis fik en forfriskende svømmetur, og vi spiste fastfood på Taco Bell, for li'som at blive dus-med-stedet.

Stranden ved South Lake Tahoe blev rammen om turens første egentlige slappe-af-dag-ved-stranden, der på trods af ihærdig brug af solcreme alligevel endte med flere krebserøde næser. Og selvom Lake Tahoe er et yndet feriemål og byen derfor fyldt med folk og biler, var der forbavsende få ved stranden og endnu færre i vandet.

Eftermiddagen blev brugt til at ose i butikker og aftenen til indisk mad og til at se CNN Democratic Debat med de demokratiske præsidentkandidater på TV.  Irakkrigen, global warming og sundhedssystemet var de hotte emner, hvor kandidaterne brugte hele registret uden at være vildt uenige. Men opløftende var det at se kandidaternes engagement på disse vigtige politiske områder. Blandt de otte skilte især Hillary Clinton og Barak Obama sig ud. Obama som retorisk og politisk stærk og Clinton som en taktisk strategisk og moderne værdipolitiker, der taler direkte til hjertet. John Edwards var "the-nice-family-guy" med alle de rigtige holdninger, men uden den retoriske og politiske kraft. Det bliver interessant at følge kampagnerne fra hjemmefronten.

J.K. Rowling har gjort det igen - tryllebundet alverdens børn unge som gamle med afslutningen på fantasy-eventyret om Harry Potter og hans venner og fjender.

Fra det øjeblik Anne købte bogen blev hvert et ledigt øjeblik helliget Harry Potter, så hverken Lake Tahoes storslåede natur, Sonomas gyldne bakker eller Sebastiani Wineries fascinerende og smukke vingård kunne lokke Anne fra læsningen. Bogen  er allerede gået videre til Anders, der overtog læsningen, så snart Anne havde vendt det sidste blad...

Når man har booket over nettet, er det altid lidt spændende at se, hvordan hotellet er i virkeligheden, og i Sonoma blev vi ikke skuffede. El Pueblo Inn, der ligger ca. 1 mil fra Sonoma Plaza, er et dejligt hotel med gode værelser, dejlige svømmepøl, have med blomster, palmer og rislende springvand og Californiens bedste morgenmad so fare. Udsigten kan vi heller ikke klage over. Lige uden for vores vinduer ligger en lille vingård med udsigt til de gyldne bjerge i baggrunden.

Pinot Noir clone 777 er druen. Stedet er Chateau st. Jean i  Kenwood, Sonoma County Appellationen. Fotografen er Åse og manden med glasset er vinnørden Nis, mens Anne og Anders er tilskuere. Anledningen er Nissenbondes wine-tasting-tour-2007, der tyvstartede dagen før med at besøge Bartholomew Park Winery, der havde en flot park med udsigt over Sonoma og en rigtig god Cabernet Sauvignon lavet på egne druer fra bjergene, Sebastiani, hvor vi så men ikke smagte og Ravenswood, der er kendt fra Danmark. Den egentlige vintur startede med en lære- og smagsrig rundtur i Chateau st. Jeans vinyeard. Derefter fulgte Russian River AVA, hvor vi besøgte familievingården Belvedere Winery og smagte en dejlig frugtig Russian River Valley Pinor Noir 2005 og købte en enkelt flaske til senere hjemmebrug. Senere stoppede vi ved Hartford Winery i Green Valley AVA, hvor vi også smagte en rigtig god Hartford Court Lands Edge Pinot Noir 2005. Sidste stop på vinruten var Iron Horse, der lå helt utroligt smukt med udsigt ud over runde bakker med vin, frugttræer og Bradfordbjergene i horisonten. Smagsoplevelserne var Rosé de Pinot Noir 2006, der overraskende udmærkede sig ved en frisk og frugtagtig smag af sommer uden den "normale" kvalmende sødme, som mange rosévine ellers kan have, og deres kraftige og luxuriøse T-Bar-T Benchmark 2003 til 100 $ flasken, der primært er baseret på Carbernet Sauvignon fra Alexander Valley og kun laves, når den kan overgå tidligere årgange. Svært at sige om den er pengene værd, men godt smagte den !

Sidste dag i San Francisco mættet af oplevelser og indtryk blev brugt på at hygge sig med Harry Potter, løse kryds og tværs og se på mennesker i  Starbucks ved Farrel st. Åse shoppede og Nis var på Weinstein Gallery, i tre etager, hvor Stephanie Everett gav en introduktion til en række spændende - og i Danmark stort set ukendte - kunstnere som f.eks. kinesiske Lu Jian Jun, Amerikanske Robert Kipniss, superrealisten Charles Becker, den  dramatiske Brad Noble, den mystiske franskmand Claude Lazer  og den argentinske surrealist Leonor Fini.

Den sidste aften på Nissenbondes USA Tour 2007 blev fejret med en superb italiensk middag på Della Santinas i Sonoma by med tre retter, kaffe og et godt glas chardonnay til søtungen og et ligeså godt glas fin afbalanceret Pinot Noir fra Chateau St. Jean 2005 til lammet. En dejlig aften med god mad og vin som afslutningen på en dejlig spændende og oplevelsesrig tur i Californien.

Sådan skal det være !

... Det var dog ikke helt sådan med baggagen. Endnu engang mistede vi en kuffert på vej hjem, og endnu engang var det Anderrs' det gik ud over. Virgin Atlantic/SAS har heller ikke det bedste ry. Der er i hvertfald ikke styr på det med eftersøgningen af bagagen !!!

Nissenbondes Roadtrip - California 2007